Byggenyt
HASSERIS: Aalborg Byråd har godkendt en ny lokalplan for et område ved Ferskenvej i Hasseris endeligt.
I området ønskes etableret et nyt boligområde med attraktive familieboliger i form af åben-lav og tæt-lav byggeri af høj æstetisk kvalitet, indrettet med grønne friarealer.
Lokalplanen omfatter desuden arealreservation til en ny børneinstitution, ligesom der skal være plads til en udvidelse af KFUMs baneanlæg på arealet med minimum fire flytbare foldboldbaner.
REGION MIDTJYLLAND
tilst: Aarhus Kommune planlægger at opføre 36 botilbudspladser til voksne med autisme og udviklingshæmning i Tilst, oplyser kommunen.
Aarhus Kommune holder orienteringsmøde om projektet den 27. november.
LYSTRUP: Aarhus Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 913, Centerområde ved Sønderskovvej og Lyshøjen i Lystrup.
Området kan anvendes til centerformål i form af lokalt butikscenter med butikker, liberale erhverv, kontor- og serviceerhverv, restauranter og lignende.
I henhold til planlovens § 21 b er der mellem Aarhus Kommune og grundejeren KDH Ejendomme ApS indgået en udbygningsaftale som forpligter grundejeren til at etablere et nyt tilslutningsanlæg til Sønderskovvej.
REGION SJÆLLAND
HOLBÆK: Holbæk Byråd har på et ekstraordinært møde forleden besluttet at sælge en havnegrund til selskabet Fjordstjernen.
Med salget af den 9.400 kvm store grund har byrådet åbnet for et nybyggeri af plejeboliger på havnefronten i Holbæk, skriver Dagbladet Ringsted.
Personkredsen bag den nye grundejer er den samme, som står bag Kildehaven i Svinninge, som er plejeboliger for yngre handicappede.
Inden der kan bygges, skal Holbæk Kommune sørger for at få grunden renset, og det vurderes at komme til at koste omkring 15 mio. kroner. Kommunen skal også betale for etablering af veje, fortove og anden infrastruktur i området.
REGION SYDDANMARK
oDENSE: Et flertal i Odense byråd satte forleden embedsværket i gang med at gøre det endnu mere attraktivt for investorer at få lyst til at skyde penge i et musik- og teaterhus Odense.
Kommunen vil nu finde konsulenter med kendskab til markedet, skriver Fyens Stiftstidende.
Felsted: Aabenraa Kommune har købt Damms Gård i Felsted og går nu i gang med at indrette bygningen til medborgerhus for byens borgere og foreninger.
En gruppe Felsted-borgere har sammen med Aabenraa Kommune og Oesten Ingeniører og Arkitekter gennem det seneste halve år arbejdet med, hvordan Damms Gård skal indrettes til medborgerhus. Huset indrettes med mødelokaler, køkkenfaciliteter og depoter. Der skal være et større mødelokale i den tidligere rejsestald, og der bliver mulighed for indretning af et væresteds-bibliotek. På længere sigt kan der indrettes flere lokaler på 1. sal.
Projekteringen af ombygningen går for alvor i gang nu, og håndværkerne rykker ind i begyndelsen af 2013. Damms Gård forventes taget i brug i slutningen af 2013.
Etableringen af medborgerhuset er en del af projektet "Områdefornyelse i Felsted", der blandt andet også omfatter fornyelse på Torvet og Gråstenvej.
KOLDING: Kolding byråd har vedtaget lokalplan 0512-41, Ved Petersbjerggård - et lokalcenter samt et tilhørende kommuneplantillæg endeligt. Kommuneplantillægget og lokalplanen har til formål at muliggøre en udvidelse af det eksisterende lokalcenter ved Petersbjerggård med en dagligvarebutik og tilhørende parkeringsanlæg.