Et lille vigtigt skridt
Der er altså i høj grad for en række af de ønskede initiativer tale om hensigtserklæringer, man håber kan gennemføres.
Men ret skal være ret. Der er dog også en række initiativer, der peger den rigtige retning, herunder ikke mindst kravet om arbejdsklausuler ved statslige byggerier med opfordring til kommuner og regioner om at stille samme krav.
Det burde have været en selvfølge, at offentlige myndigheder i forbindelse med store og små bygge- og anlægsopgaver - fra reparation og vedligeholdelse til tunnel på tværs af Østersøen - kræver overholdelse af danske løn- og arbejdsvilkår, men det har desværre indtil nu ikke været tilfældet. Man må nok konstatere, at det er for sent for den københavnske metro, der allerede i dag beskæftiger så mange udenlandske byggearbejdere, at man har set sig nødsaget til at opføre omkring 400 midlertidige boliger.
Men det er ikke for sent i forhold til den kommende jernbane mellem København og Ringsted og den faste Østersøforbindelse. Det må dog være et krav i forhold til overholdelse af klausulerne, at der gennemføres en effektiv kontrol af de betingelser, danske og udenlandske arbejdere fungerer på, en kontrol der kan vise sig at være meget omfattende. Men uden at afsætte de fornødne ressourcer til denne kontrol, ved vi kun én ting - at fuskerne vinder kampen.
Allerede nu må regeringen imødese ballade omkring kravet om arbejdsklausuler, som ikke mindst østeuropæiske, italienske og tyske, måske endda kinesiske firmaer, vil forsøge at få EU til at omstøde. Men så må regeringen være parat til at afprøve sagerne ved EF-Domstolen. Og ikke mindst vigtigt bliver det at sikre fagbevægelsen adgang til at føre det fornødne tilsyn med overholdelse af danske løn- og arbejdsvilkår.
Alt andet vil være at stikke danskerne blår i øjnene.