Mangel på lærepladser kræver akut handling
Næsten 2.600 unge, der gerne vil have en uddannelse i byggeriet, mangler en praktikplads
Det viser den praktikpladsopgørelse for september, som Børne- og Undervisningsministeriet offentliggjorde i går.
Mange af de unge risikerer aldrig at få en uddannelse. Af de 2.591 praktikpladssøgende i byggeriet - også medregnet elektrikeruddannelsen - er blot 1.429 i skolepraktik.
Mens antallet af praktikpladssøgende vokser, så falder antallet af indgåede uddannelsesaftaler i byggeriet. I årets første ni måneder er der indgået 4.564 uddannelsesaftaler i byggefagene (også her med elektrikerne) mod 4.857 på samme tidspunkt sidste år.
Branchen må tage ansvar
Politikerne kan imidlertid ikke løse alle problemer. Virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen skal selv tage en større del af ansvaret for at uddanne, hvis man vil have kvalificeret arbejdskraft i fremtiden.
Sådan lyder budskabet fra en af branchens mellemstore virksomheder, ingeniør- og entreprenørfirmaet LM Byg A/S i Havdrup på Sjælland.
- Vi skal i branchen løfte i flok. Hvis vi ikke uddanner løbende og også når det er krisetider, så kommer vi i fremtiden til at mangle kvalificeret arbejdskraft. Vi skal derfor ikke kun uddanne for de unges skyld men for branchens og virksomhedernes egen skyld. Det gælder vores fremtid, siger adm. direktør Carsten Mindegaard.
LM Byg A/S har 25 år på bagen, omsætter i dag årligt for cirka 100 mio. kroner og har omkring 70 ansatte, hvoraf de 50 er timelønnede.
- Vores målsætning er, at omkring 10 procent af de timelønnede er lærlinge, og det gennemsnit har vi kunnet holde over tid. Lige nu har vi fire lærlinge, idet en af vores struktørlærlinge blev svend i sidste måned, i øvrigt med en flot bronzemedalje, så planen er, at vi skal have lavet yderligere en uddannelsesaftale, så vi opfylder vores målsætning, siger Carsten Mindegaard.
Ikke råd til at lade være
Virksomhedens lærlinge går i nøje sammensatte sjak med rutinerede kolleger for at sikre den rette balance mellem unge og ældre kolleger.
- Vores ældre medarbejder har gennem tiden oparbejdet stor specialviden, og den skal gives videre til de unge, der skal tage over. Mange ældre går snart på efterløn og pension, og derfor er det vigtigt ikke bare for os men for hele branchen, at vi har dygtige folk til at tage over. Vi er ganske rigtigt udfordret af krisen, men vi kommer i omdrejninger igen, og derfor har vi ikke råd til at lade være med at investere i uddannelse, siger Carsten Mindegaard.
LM Byg A/S er specialiseret inden for råhusbyggeri og anlægsarbejde, og derfor er det især struktører, som virksomheden uddanner.