Beregn dit tilbud hurtigt på nettet
Internetbaseret tilbudsberegning åbner mulighed for at give hurtige og professionelle tilbud
- Hvis man regner mange tilbud, så er den tid der bruges på at regne tilbud jo i sidste ende afgørende for, hvor effektiv man er. Derfor gælder det om at sætte tilbudsgivningen i system, siger anlægsgartner Uno Apold fra firmaet Grøn Entreprise A/S i Hvidovre.
Han har på egen krop erfaret, hvor bøvlet og tidskrævende det kan være at regne tilbud. Og det i en sådan grad, at han for et par år siden tog fat om problemet og skabte et enkelt, men effektivt internetbaseret beregnings-program.
Genbruger data
- Da jeg for nogle år siden fusionerede mit firma med et andet anlægsgartnerfirma bøvlede vi i nogen tid rundt med to forskellige hjemmelavede regnearks-beregningsprogrammer. Det gav uensartede tilbud både prismæssigt og rent designmæssigt. Derfor besluttede vi sammen med en kompetent it-mand at gøre noget ved sagen og det blev til det internetbaserede ebud.dk, forklarer Uno Apold.
Han fortæller, at ebud.dk er et meget overskueligt og let tilgængeligt beregningssystem. Det kræver således ikke væsentlige it-forudsætninger at benytte programmet, som brugeren selv kan tilpasse, så det målrettes netop hans firma.
- Helt basalt og banalt er én af grundideerne, at man genbruger de data, som man har tastet ind. I stedet for at skulle lede efter prisen på etablering af f.eks. én kvm. belægning med en given sten osv. i forskellige opslagsværker eller på leverandør-hjemmesider, så ligger disse data i beregningsprogrammet altså hvis man tidligere har lagt disse oplysninger ind. Og det sker ofte i takt med, at man regner tilbud. Efter kort tid, så har man faktisk opbygget et rigtig godt data-grundlag
Det giver sig selv, at hvis man er flere i virksomheden der regner tilbud til forskellige kunder, så opnår man en mere overskuelig og præcis beregning, understreger Uno Apold. Han pointerer, at ebud.dk især er rettet mod mindre og mellemstore virksomheder.
- Der findes mange forskellige beregningsprogrammer som kan meget mere end vores lille program kan bl.a. også i forhold til integration med virksomhedens økonomistyringsprogrammer osv. Vores udgangspunkt er imidlertid at holde det så enkelt og overskueligt som overhovedet muligt. Netop fordi programmet skal give mester en tidsbesparelser her og nu, siger Uno Apold.
Tilbud til skoler
I bestræbelserne på at udbrede brugen af beregningsprogrammet er Uno Apold i fuld gang med at indgå aftaler med uddannelsesinstitutioner o.a. om at stille ebud.dk gratis til rådighed i undervisningen på skolerne.
- Det er en fordel for eleverne, at de i praktikperioden kan bruge et værktøj, der letter tilbudsberegningen i virksomheden. På den måde kan eleven bringe nyt med sig og være med til at optimere driften i den virksomhed han er i praktik hos. Eller i hvert fald være med til at øge fokus på, at der findes andre måder at gøre tingene på. Det giver da et eller andet sted god mening, vurderer Uno Apold, som har udviklet ebud.dk i tæt samarbejde med Lars Hejgaard og Niels Graversen.