23948sdkhjf

Banedanmark renoverer jernbane

Banedanmark starter nu en gennemgribende renovering af jernbanen mellem Skanderborg og Herning, hvor også 22 broer får et løft
Fra på lørdag og fire måneder frem gennemgår den 75 km lange strækning mellem Skanderborg og Herning en omfattende renovering af sine spor.

Gamle træsveller udskiftes med nye betonsveller, der lægges nye skinner på dele af strækningen, eksisterende skærver renses, og der tilføres 66.000 ton nye skærver. Desuden genetableres dræn og afvanding langs det nye spor, ligesom sporarealerne ved stationerne optimeres. Resultatet bliver en bedre og mere robust togdrift i fremtiden.

Samtidig med sporfornyelsen ombygges 33 jernbaneoverkørsler med ny og bedre belægning, og for at udnytte sporspærringsperioden optimalt renoverer Banedanmark også 22 broer på strækningen.

Million-renovering

Der er tale om en omfattende sporrenovering til 280 mio. kr., og i perioder vil der være gener for både passagerer og omgivelserne, mens renoveringen foregår.

- Når vi er færdige med sporfornyelsesprojektet, vil vi have en total istandsat jernbanestrækning, som giver en bedre togdrift med færre forsinkelser og en mere behagelig rejse for passagererne, fortæller projektleder i Banedanmark Helene Granhøj.

Arbejdet bliver delt op i to etaper, hvor det fra 14. april og frem til 12. august er strækningen mellem Herning og Silkeborg, der ombygges. Herefter kommer turen til banen mellem Silkeborg og Skanderborg i perioden 23. juni til 12. august.

- Vi planlægger det sådan, at vi forstyrrer togdriften mindst muligt, mens vi arbejder. Det gør vi blandt andet ved at udføre flere projekter samtidig, og ved at lægge det meste af arbejdet i sommerferien. Om sommeren er der typisk færre passagerer, og da vi ikke kan undgå at skulle lukke for togtrafikken i perioder, gør vi det på det tidspunkt, hvor der er færrest passagerer, siger Helene Granhøj.

Del af stor fornyelse

Renoveringen er en del af den store fornyelse af jernbanen, som Banedanmark gennemfører fra 2011 til 2013, hvor i alt 464 km spor fornyes, og 296 broer renoveres. Især den jyske del af jernbanenettet fornyes i 2012.

I de to perioder, hvor der arbejdes på strækninger, bliver togene erstattet med busser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094