23948sdkhjf

Energioptimeret træhus søger miljøbevidst bygherre

"Klimafamilie" i Roskilde kan få klækkelig rabat på nyt hus til gengæld for, at boligen i tre måneder kan bruges som udstillingshus
Ejendomsmæglerfirmaet Ekman Bolig har indledt et samarbejde med træhusleverandøren Scanwo DK A/S om at finde en "klimafamilie" med en byggegrund i Roskilde eller omegn.

Familien skal ønske at opføre et nyt lavenergihus, der i en periode kan bruges til at vise sjællænderne de økonomiske og miljømæssige fordele, man kan opnå med et energioptimeret træhus. Til gengæld får familien mulighed for en klækkelig rabat på sin nye bolig – samt ikke mindst store energibesparelser og reduceret miljøbelastning i fremtiden.

– Vi tilbyder "klimafamilierne" et billigt og godt lavenergihus med mulighed for at spare 350.000 kr. ved at låne os huset i tre måneder til udstilling. Det svarer til, at vi betaler en månedlig husleje på over 100.000 kr. Klimafamilien kan først flytte ind, tre måneder efter huset er færdigt, men de kan til gengæld påbegynde haveanlæg og belægning efter nærmere aftale, forklarer Anders Hankelbjerg, der er salgschef hos Scanwo.

Nøglefærdig løsning

Den lokale mægler forventer ikke, at det bliver svært at finde en "klimafamilie" i en tid, hvor der i tiltagende grad fokuseres på både miljø og boligens totaløkonomi måned for måned.

– Vi oplever, at familierne og bankerne i høj grad har øje for totaløkonomien i et nyt hus. Særlig de løbende omkostninger har deres bevågenhed, men også miljøpåvirkningen spiller ind, siger statsautoriseret ejendomsmægler Lars Ekman.

Scanwo har i en årrække fokuseret på energioptimering af de træ- og bjælkehuse, som virksomheden leverer til private over hele Europa.

– Klimahusene har forbedret isolering, og solcelle- og jordvarmeanlæggene reducerer CO2-udledningen markant. Dermed lever klimahusene op til kravene i BR 2015 og er således fremtidssikrede. Alt i alt er husene yderst miljøvenlige, og energiudgifterne er minimale, siger Anders Hankelbjerg.

Mulighed for nulenergi

Danske KH-Nordtherm leverer solcelle- og jordvarmeanlæg til lavenergihusene, og ifølge firmaets salgskonsulent Michael Partsch Hedelund er der mulighed for at få et såkaldt nulenergihus.

– Hvis man vælger at installere et 7,2 kWp solcelleanlæg, får man et nulenergihus, hvilket i praksis betyder, at man producerer tilstrækkelig energi til at dække sit eget energibehov til opvarmning af boligen. I de fleste tilfælde vil man producere så megen energi, at man desuden kan dække en stor del af boligens elforbrug til elektriske apparater og belysning og dermed minimerer de samlede omkostninger, siger han.

Det lidt billigere og mindre 3,6 kWp solcelleanlæg er standard i Scanwos "klimafamiliehuse". Med det bliver man ikke helt selvforsynende med varme, men har en månedlig udgift til opvarmning af boligen på 250 til 300 kr. Også med denne løsning er man uafhængig af fjernvarmenettet.

– Miljøbevidstheden vinder mere og mere indpas, så rigtig mange vil gerne vælge energikilder som solceller og jordvarme, vurderer ejendomsmægler Lars Ekman.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094