Lokalplaner i vejen for grøn energi
Lokalplansbestemmelser om særlige materialer og farver på hustage kan blokere for solcelleanlæg
Det har man måttet konstatere i Køge Kommune, hvor lokalplaner for landsbyer og visse boligudstykninger blokerer for boligejeres ønsker om solenergi. Mange lokalplaner for udstykninger fra 1970-1990erne har bestemmelser om, at boligernes tag skal have en bestemt farve eller være med bestemte materialer. Det har ført til adskillige afslag til private boligejeres ønske om at få solceller på taget.
Nu åbner politikerne imidlertid for dispensationer.
- Vi er klimakommune i Køge, og vi skal med på den grønne bølge. Derfor har vi givet forvaltningen mulighed for at give dispensationer til solcelleanlæg på op til 50 procent af tagfladen, siger Erling Larsen (S), formand for kommunens teknik- og miljøudvalg.
- Vi skal ikke ukritisk give tilladelse til solcelleanlæg i alle tilfælde. Vi skal også værne om vores værdier i boligområderne og måske ikke mindst i vores landsbyer. Hver enkelt ansøgning skal vurderes individuelt, og muligheden for at give dispensation betyder ikke nødvendigvis, at der bliver givet dispensation. Det er en mulighed, og vi har en dygtig forvaltning, som jeg er sikker på kan håndtere problematikken og tage hensyn til både ønskerne om mere grøn energi og beskyttelse af mere æstetiske værdier, siger Erling Larsen til Licitationen.
Finder lokale løsninger
I Kommunernes Landsforening har chefkonsulent Christina Føns ikke fået henvendelser om problemet.
- Der er ingen tvivl om, at lokalplanerne mange steder har restriktioner om bestemte typer tage og bestemte farver. Hvis man lokalt har ment, at det skulle hindre opsætning af solceller på tagene, har man formentlig løst det med dispensationer eller med ændringer, hvis man ellers har fundet det foreneligt med forholdene i det enkelte område, Det er ikke en problematik, der er rejst over for os, siger hun.
Ikke for enhver pris
I den uvildige offentlige organisation Go Energi har man heller ikke fået henvendelser om, at lokalplaner skulle sætte en prop i mulighederne for alternativ energi. Og selvom organisationens formål er at fremme energibesparelser, er Go Energi ikke fortaler for, at der skal være solceller på taget for enhver pris.
- Vi er sat i verden for at få danskerne til at bruge energi på en mere effektiv måde. Private solcelleanlæg kan fremme den udvikling, dels fordi de leverer grøn el og dels fordi man som regel bliver mere opmærksom på sit elforbrug og ender med at bruge mindre end før, når man har sit eget elværk, siger projektleder Jesper Ditlefsen.
- Men solcellerne behøver altså ikke sidde på et smukt, rødt tegltag. Der er ingen grund til at øve hærværk på arkitekturen, for panelerne kan lige så godt sidde på en carport, et skur, et stativ i haven eller for den sags på industribygninger og andre steder, hvor de ikke gør skade, siger han.
Jesper Ditlefsen tilføjer, at solceller ikke er nogen mirakelløsning.
- For den enkelte husejer kan solceller være en god investering, fordi strømmen kan sælges til nettet for en meget høj pris. Men det er altså stadigt langt, langt dyrere at producere el med solceller end for eksempel med de store vindmøller. Og en enkelt havvindmølle leverer lige så meget som flere tusinde solcelleanlæg i den størrelse, som private normalt køber. Det hører med til billedet, når man overvejer en dispensation, siger han.