23948sdkhjf

Et vandet forslag

Kommunerne forsøger nu at omgå stoppet for højere kommuneskatter ved endnu en gang at tørre regningen for mange års udeladelsessynder af på skatteborgerne.

Ofte har borgerne allerede betalt for anlæg og vedligeholdelse af kloakker én gang til de såkaldte kloakfonde, som mange kommunalpolitikere rundt om i landet kastede et kærligt blik på og tømte for at få driften i kommunerne til at hænge sammen.

Nu skal borgerne så igen til lommerne, hvis det står til Kommunernes Landsforening. Denne gang under dække af "klimaforandringer".

Samme kommuner har nærmest uhæmmet udviklet nye by- og erhvervsområder uden at sikre at tilpasse det eksisterende kloaknet, så det kunne klare de øgede belastninger

Hvis regeringen lader sig forføre af kommunernes forsøg på at tage "klimaforandringerne" som gidsel, tør vi på Licitationen - Byggeriets Dagblad godt spå, at opfindsomheden omkring, hvad der vil være initiativer til imødegåelse af monsterregn og oversvømmelser, vil være enorm.

Så vil der ikke være den vej, plads eller vandløb, der ikke kan vedligeholdes eller anlægges for penge betalt over vandregningen.

Dermed ikke sagt, at der ikke er behov for at foretage klimatilpasninger, men andre anlægs- og vedligeholdelsesopgaver skal finansieres over de almindelige kommunale budgetter – ikke gennem en skjult skatteforhøjelse på vandregningerne og under dække af "klimatilpasning".

Der er kommuner rundt om i landet, eksempelvis Greve syd for København, hvor det er lykkedes gennem en målrettet og vel planlagt indsats at få styr på vandmængderne. Vandregningen er ganske vist steget, men ikke mere end at det kan forsvares og kun til projekter, der ene og alene har med formålet at gøre, eksempelvis strategisk anlagte bassiner.

Kan kommunerne først udnævne almindelige veje til "vandveje" og lade vandbrugerne betale for ny asfalt, kantstene og andre afværgeforanstaltninger, vil der være stor sandsynlighed for, at et meget stort antal veje fremover hører til denne kategori.

Får kommunerne mulighed for at udnævne anlægget af den nye plads foran rådhuset til klimatilpasningsprojekt", kan regningen også tørres af på vandbrugerne.

Erfaringerne har gennem mange år vist, at den kommunale "hittepåsomhed", når det gælder om at opkræve skatter og afgifter ikke står tilbage for samme ildhu i Skatteministeriet. Og det siger ikke så lidt.

Tænk hvis samme ildhu og opfindsomhed kunne bringes i anvendelse, når det gælder om at finansiere projekter gennem besparelser?
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094