Arkitektur finder fast plads på landet
Rejsegilde på fremtidens kvægstald på tirsdag varsler nye tider inden for fremtidens landbrugsbyggeri
Projektet er det tredje eksempel på nye landbrugsbyggerier og det første eksempel på en ny kvægstald i Realdanias kampagne Fremtidens Landbrugsbyggeri.
Med kampagnen Fremtidens Landbrugsbyggeri er det tanken, at nytænkningen i landbrugsbyggeriet skal fremmes, så det både tilgodeser fremtidens krav til produktionen og respekterer de landskabelige og kulturmiljømæssige værdier. Kampagnen sætter fokus på at højne kvaliteten i fremtidens landbrugsbygninger, så de både kan være effektive, fleksible og miljørigtige.
Byggeriet af den nye kvægstald i Odder repræsenterer således en ny og spændende arkitektur i dansk landbrugsbyggeri.
Standard for miljø
De to bygherrer, Hans Jakob og Claus Fenger lægger stor vægt på åbenhed i forhold til lokalbefolkningen, som har vist stor interesse for projektet.
- Vi glæder os til at vise det færdige projekt frem for alle interesserede. De planlagte besøgsfaciliteter giver mulighed for at få et godt overblik over hele staldanlægget, siger Hans Jakob Fenger.
- Og så vil vi etablere et mælkeudsalg i forbindelse med besøgsfaciliteterne. Her vil alle, der kommer forbi, kunne købe nymalket mælk fra ejendommens næsten 500 malkekøer, supplerer Claus Fenger.
Den nye store kvægstald omfatter cirka 8.000 kvm staldanlæg med plads til 460 malkekøer med tilhørende gylleanlæg. Staldanlægget vil leve op til de højeste standarder for miljø, dyrevelfærd og arbejdsmiljø, og Claus Fenger ser frem til at få den nye kvægstald som daglig arbejdsplads i de næste 30-35 år.
Et markant udtryk
Bygherrerne forventer, at det færdige anlæg kan tages i brug i løbet af maj måned 2012.
- Det er imponerende at se, hvordan anlægget på trods af bygningens meget store volumen falder så fint sammen med det omliggende landskab. Og samtidig vil de asymmetriske gavltrekanter komme til at give stalden et markant arkitektonisk udtryk, til forskel fra traditionelt landbrugsbyggeri, siger Eske Møller, projektleder i Realdania.
Kvægstalden i Odder opføres af et konsortium bestående af Lumo Arkitekter, LRØ Byg, Videnscentret for Landbrug (Kvæg), Schul Landskab og Erik Møberg A/S. Cowi har været rådgivere på projektet.
Byggeprojekterne er Realdaniakampagnen er et malkekvægbrug ved Aars, et svinebrug ved Lemvig, et plantebrug ved Veksø Sjælland (er opført), et svinebrug ved Hjørring (er opført), et kombineret svinebrug og tomatgartneri på bar mark ved Galten og Claus og Hans Jakob Fengers malkekvægbrug ved Odder.