Brancheforeningen DM&E i vækst
Brancheforeningen Danske Maskinstationer & Entreprenører oplever vækst i en tid, hvor andre har det svært
- Og det er ikke mindst entreprenørvirksomheder, der søger til brancheorganisationen, fortæller konsulent på entreprenørområdet Søren Christensen.
- I årene hvor der var kraftig vækst i byggeriet søgte mange landbrugsmaskinstationer helt eller delvis over i entreprenørfaget. Denne trend er nu vendt til at flere og flere koncentrerer sig om kun den ene gren eller opdeler virksomheden skarpt indenfor arbejdsområderne. I dag er det nødvendig at være 100 procent fokuseret og professionel på alle arbejdsområder for at overleve, siger han videre.
DM&E skærper profilen
DM&E har derfor også skærpet profilen inden for branchegrenene, så der nu er stiftet både et entreprenørudvalg og et Agroudvalg. Denne opdeling skal være med til at gøre DM&E endnu skarpere og tilbyde medlemsvirksomheder endnu flere specialiserede ydelser indenfor de forskellige brancheområder.
DM&E vil gerne tiltrække endnu flere entreprenørvirksomheder. Derfor har DM&E de seneste år lavet flere tiltag for at synliggøre DM&E som brancheorganisation for entreprenørvirksomheder.
- Vi tilbyder i dag mange specialydelser, som kan være til stor gavn for små og mellemstore virksomheder, hvilke er dem vi satser på som medlemmer, udtaler Søren Christensen.
Vigtigt at være dus
- En del af succesen med at tiltrække nye virksomheder skyldes, at vi i DM&E hele tiden forsøger at være tæt på vores medlemsvirksomheder og kende dem så godt som muligt. Det gør, at vi kan yde en god personlig betjening og tilpasse rådgivningen den enkelte virksomhed, hvilket er en stor styrke i en tid, hvor der stilles store krav til virksomhedernes faglighed, administration og ledelse. Det vi tilbyder, skal give størst mulig værdi for den enkelte virksomhed, siger Søren Christensen.
For at gøre brancheforeningen mere synlig for entreprenørsegmentet deltager DM&E blandt andet med en stand på den nye Entreprenør & Håndværksmesse E&H "12 i Herning.
Faglig rådgivning
På messen vil DM&E præsentere foreningens branchetilpassede ydelser indenfor forsikringsrådgivning, IT-løsninger, faglig rådgivning med videre til entreprenør- og anlægsbranchen.