Byggenyt
ST. MERLØSE: Holbæk Forsyning har nu besluttet at bygge et nyt varmeværk i St. Merløse, og er klar til at investere 24,4 mio. kr. i projektet. Byggeriet går ifølge planerne i gang allerede i næste måned, og det er det danske firma Lin-Ka Energy A/S i Lem, der leverer det nye halmværk.
KØGE: Antallet af ældre borgere i Køge Kommune stiger markant frem til 2021, viser kommunens seneste befolkningsprognose. Kommunen har derfor planlagt, at der i 2014 skal bygges 46 ældreboliger, i 2015 skal der bygges et genoptræningscenter, og i 2016 skal der opføres yderligere 43 ældreboliger.
Byrådet har nu også besluttet, hvor de nye byggerier skal placeres. I Stationsområdet, som er en del af Køge Kyst-projektet, placeres et genoptræningscenter, cirka 30 aflastningsboliger, et ældredaghjem og 28 specialboliger for handicappede. De i alt 89 plejeboliger, som skal opføres over to etaper, skal placeres i Bellingeparken.
REGION SYDDANMARK
ESBJERG: Med enkelte ændringer ventes Esbjerg Byråd snart at vedtage en kommuneplanændring og en ny lokalplan, der skal sikre ombygning af det psykiatriske hospital på Gl. Vardevej i Esbjerg, skriver Jydske Vestkysten. Plan- og Miljøudvalget har netop godkendt såvel kommuneplanændringen som lokalplan og har sendt begge dele videre til byrådsgodkendelse med nogle få justeringer.
REGION MIDTJYLLLAND
ODDER: Odder Byråd har vedtaget lokalplan nr. 1119 for et område til centerformål ved Rådhusgade 1 og Polititorvet endeligt.
Vedtagelsen betyder, at området kan anvendes til boliger og centerformål i form af butikker, liberale erhverv, restaurant og lignende. Det betyder også, at Rådhusgade 1, som er den tidligere politistation, bevares og kan istandsættes og ombygges med respekt for bygningens oprindelige arkitektur og byggeskik. Endelig medfører lokalplanvedtagelsen, at Polititorvet kan indrettes til parkering og rekreativt område.
REGION NORDJYLLAND
AALBORG: Budolfi Kirke i Aalborg skal igen i år renoveres og moderniseres. Startskuddet lyder i begyndelsen af maj, hvor den karakteristiske vejrhane på toppen af spiret bliver taget ned, skriver Nordjyske Stiftstidende. Udover istandsættelse af vejrhanen, skal der installeres tv-monitorer rundt om i kirken, ligesom kirken skal have et nyt, automatisk varmeanlæg. Endelig skal der repareres revner og fuger. Alt i alt forventer menighedsrådet at skulle bruge omkring 3,5 mio. kr. på årets renoveringsindsats.