23948sdkhjf

Stort skridt nærmere metro til Sydhavnen

Ambitiøst fælles statsligt og kommunalt projekt skal koble metroen til nyt regionalt knudepunkt ved Ny Ellebjerg
Der er taget et kæmpe skridt for at få den københavnske metro ført gennem Sydhavnen til Ny Ellebjerg, som ad åre bliver et stor regionalt kollektivt transportknudepunkt.

Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg har netop besluttet, at kommunen i samarbejde med staten igangsætter en fælles udredning af at få bygget metro fra det centrale København via Fisketovet, over Sydhavnen til Ny Ellebjerg i Valby. En sådan linje vil ud over at betjene de nye bolig- og erhvervsområder i Sydhavnen og det gamle sydhavnskvarter omkring Mozarts Plads give en direkte forbindelse til Ny Ellebjerg og dermed skiftemuligheder til S-tog, regionaltog og fjerntog.

En metroforbindelse til Ny Ellebjerg skønnes at koste mellem 4,6 mia. kr. og seks mia. kr. afhængig af, hvor mange stationer der anlægges på strækningen fra Vesterbro til Ny Ellebjerg. Det bliver i givet fald Københavns Kommune og staten, der skal finansiere den ny metro. Linjen kan tidligst stå færdig i 2022. En analyse har vist, at linjen vil få cirka 34.000 daglige brugere i 2025.

Ambitiøst projekt

Formelt er det Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, der skal frigive de nødvendige penge til udredningsarbejdet, men det forventes at blive en formsag. Der er flertal for at undersøge mulighederne for også at give Sydhavnen metro-betjening i et projekt, som overborgmester Frank Jensen (S) kalder ambitiøst og som vil skabe rigtigt mange arbejdspladser i København.

- København vokser med mere end 100.000 indbyggere frem til 2025. Derfor er det nødvendigt, at vi har moderne kollektiv transport, der binder byen sammen på en smart, effektiv og miljørigtig måde. Alene i Sydhavn er vi i fuld gang med at bygge ud, så der bliver plads til 10.000 flere københavnere, siger Frank Jensen.

Også teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) ser de store perspektiver.

- Når en bydel får metro eller letbane bliver den mere attraktiv for beboere og erhvervsliv. Derfor er det vigtigt, at vi ser på, hvordan nogle af de udsatte byområder kan blive betjent af metro eller letbane. Derfor er jeg glad for, at det nu bliver undersøgt, om der er mulighed for at få metro til Ny Ellebjerg, siger Ayfer Baykal.

Vestegnen tættere på

Ud over at give lokal transportbetjening vil en metro til Sydhavn med endestation i Ny Ellebjerg ifølge overborgmester Frank Jensen også være en vigtig regional investering.

- Vestegnen bliver trukket tættere på København og pendlere fra Syd- og Midtsjælland kan få et alternativ til at køre med S-tog, så hele regionen bliver mere attraktiv for beboere og erhvervsliv, siger Frank Jensen.

Ud over at igangsætte en fælles udredning sammen med staten om metro til Sydhavnen, har Trafik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune besluttet at igangsætte en undersøgelse af mulighederne for at etablere letbane fra Herlev og den planlagte Ring 3-letbane til Nørrebro station ad Frederikssundsvej.

- Hvis vi skal nedbringe antallet af biler, skal vi sikre, at pendlerne til og fra København får en god kollektiv transport. Derfor er det vigtigt, at der bliver set på muligheden for at binde den nye letbane i Ring 3 sammen med den københavnske metro, siger Ayfer Baykal.

Afgrening på Cityringen

Sydhavnsmetroen vil i givet fald blive anlagt som en afgrening til Cityringen, hvor anlægsarbejdet i øjeblikket er i gang. Afgreningskammeret er allerede forberedt, idet man kan benytte afgreningen til Cityringens vedligeholdelsescenter, som placeres på tidligere DSB-områder ved Vasbygade.

Sydhavnsmetroen vil efter alt at dømme blive til linje M4, der i den modsatte ende af byen får endestation i Nordhavn. Afgreningen fra Cityringen til Nordhavn er allerede besluttet. Finansieringen er dog endnu ikke helt på plads.

Udredningen om metro til Sydhavnen ventes at koste cirka otte mio. kr. København har fundet sin del af finansieringen.

Mens staten og kommunen deles om udgifterne til metro-udredningen, skal kommunen selv finansiere undersøgelsen af en eventuel letbane ad Frederikssundsvej. Der skal blandt gennemføres en analyse af de konkrete muligheder for at indpasse en letbane på den inderste del af Frederikssundsvej, idet der ikke er plads til både letbanetracé, perroner, kørebaner, cykelsti og fortov.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099