23948sdkhjf

Japansk tegnestue vil tegne station på ny jernbane

International deltagelse i arkitektkonkurrence om ny jernbanestation i Køge Nord
Der er en japansk tegnestue blandt de fire prækvalificerede teams til opgaven med at tegne en ny station ved Køge Nord i tilknytning til S-banen og den ny højhastighedsjernbane mellem København og Ringsted.

Den japanske tegnestue Kengo Kuma & Associates, der har Europa-kontor i Paris, skal konkurrere med Gottlieb Paludan Architechts, Cobe og franske Arep Ville. Det er bygherrerne Banedanmark, Køge Kommune og DSB, der har valgt at prækvalificere de fire teams blandt andet på baggrund af deres resultater med at løse tilsvarende opgaver internationalt.

Konkurrenceopgaven går ud på at komme med forslag til en cirka 200 meter lang og cirka 6,5 meter bred gangbro, som skal spænde over den kommende dobbeltsporede jernbane mellem København og Ringsted, Køge Bugt motorvejen og den eksisterende dobbeltsporede S-togs linje mellem Køge og Hillerød.

Gangbroen har som formål at forbinde perronerne ved de to baner med en kort og naturlig passage, så passagererne nemt kan skifte mellem fjern- og regionaltog og S-tog.

Broen skal af hensyn til komforten overdækkes og afskærmes samt forsynes med trapper og elevatorer til perronerne.

Ny stor p-plads

- Fra Køge Nord Station kan du komme til Københavns Hovedbanegård på bare 20 minutter. Vi regner med, at mange pendlere vil vælge at stille bilen på parker- og rejs-anlægget i Køge Nord og tage toget videre, så den nye station får vital betydning, ikke bare for Køges geografi men for store dele af Sjælland. Derfor skal Køge Nord Station også være i særklasse. Vi er glade for, at det er lykkedes at afholde en international arkitektkonkurrence for byggeriet, og vi er spændte på at se forslagene fra de fire teams, som er udvalgt til at deltage i konkurrencen, siger borgmester Flemming Christensen (C), Køge Kommune.

I tilknytning til stationen bygges i første omgang et p-anlæg med plads til i alt 900 pladser. Anlægget kan med tiden udvides til 2.700 pladser og udbygges med servicefunktioner til de rejsende.

- I Banedanmark ser vi frem til de fire teams bud på en funktionel station. Den nye station er en del af fremtidens jernbane, hvor passagererne også får nem adgang til at skifte mellem S-togs- og fjernbanetrafikken, siger Jesper Hansen, adm. direktør i Banedanmark, om Køge Nord Station, der forventes at være klar til brug i slutningen af 2018.

Vinderteamet udpeges i september i år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094