Forår og grøde i Midt- og Vestjylland
Fradragsordningen for håndværkerudgifter har fået forbrugerne i forårshumør, og det er godt nyt for bygge- og anlægsbranchen i Midt- og Vestjylland, hvor der er forår og grøde i byggeriet.
Afsmitning på sektoren vil i den anledning blandt andet ske inden for reparation og vedligeholdelse samt moderniseringer og om og tilbygninger.
Foråret 2012 adskiller sig på nogle områder fra de seneste år, hvad angår forventninger til aktiviteten i bygge- og anlægssektoren, og der spores i mange områder en vis optimisme og tiltro til fremtiden. Her kan man sige både heldigvis og uheldigvis. I nogle lokalområder har det været en mat vinterperiode med ledighedsfrekvenser i bygge- og anlægssektoren. Det bliver derfor godt for mange virksomheder igen at få noget at rive i. Udviklingen illustrerer, at bygge- og anlægssektoren fortsat er belastet med det store problem med en skæv fordeling af aktiviteten over kalenderåret. Et faktum, der hæmmer produktivitetsudviklingen og udnyttelse af arbejdskraftressourcer samt kapitalapparatet i sektoren.
I Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland har vi store forventninger til, at sæsonudjævningsinitiativer vil betyde handlekraft hos lokale kommuner og regionen i retning af mere vinterbyggeri.
Bygge- og anlægssektoren er nu klar til foråret og sommeren, og det med større forventninger til udviklingen i de kommende kvartaler end sidste år.
Vi forventer fortsat, at det især er de kommende byggerier af storsygehuse i Viborg og Gødstrup, de mange forskellige kommunale og private projekter af forskellig art og størrelse, motorvejen Holstebro til Herning samt øvrige anlægsprojekter, der skal trække læsset.
Med forventet igangsættelse af de mange anlægsinvesteringer, lav inflation og lav rente er det svært at bevare pessimismen omkring aktivitetsudviklingen i bygge- og anlægssektoren i Midt- og Vestjylland samlet set for den resterende del af året samt i en flerårig periode fremover.