Innovativ arkitektur støbt i beton
In Situ-prisen blev overrakt til arkitekten bag skaterparken i Fælledparken i sidste uge
Samtidig fik projektleder Ditte Poulsen fra Københavns Kommune overrakt bygherrens plakette.
Formanden for prisens bedømmelseskomité, arkitekt maa Signe Kongebro fra Henning Larsen Architects A/S, beskrev Skaterparken som en betonhave, der er en arkitektonisk oplevelse for både udøvende skatere og tilskuere.
- Skaterparken er et eksempel på stramt programmeret arkitektur, hvor brugeren instinktivt forstår at agere i og indtage rummet. Et foregangseksempel på innovativ arkitektur, der skaber et dynamisk og tolerant miljø i en ellers hektisk sport, hvor kommunikation og tillid til både udstyr og hinanden udgør en altafgørende præmis, sagde Signe Kongebro.
Et drømmeprojekt
Dommerkomiteen fremhævede desuden, at betonens egenskaber udfordres og udnyttes til fulde i Skaterparken, som ikke kunne være udført på andre måder end med in-situ beton. Betonens overflade, samlinger, kanter og overgange er detaljer, der er alfa og omega for skaternes oplevelse af parken.
Det var en glad og beæret arkitekt, der modtog prisen.
- Det er første gang i Danmark, man laver en skaterpark i international klasse og samtidig Europas største. Naturligvis var det fra starten et drømmeprojekt. For mig personligt er det en stor ære at få en pris for mine to store passioner, arkitektur og skating. Projektet er noget af det vigtigste, der er sket for dansk skating nogensinde, fordi det tvinger resten af Danmarks kommuner til at tage skating seriøst, sagde Søren Nordal Enevoldsen, der selv er aktiv skater.
Projektleder Nidal Al-Asadi fra Hoffmann A/S takkede for prisen på vegne af de udførende.
- Som entreprenør betyder det meget at være med i projekter, der udfordrer vores kunnen og evner. Skaterparken har været en krævende opgave, som vi har lært meget af også på grund af det supergode samarbejde med specialisterne i Grindlines fra USA. Skateparken har åbnet nye døre for Hoffmann i form af større og mindre skaterparker forskellige steder i Danmark, sagde Nidal Al-Asadi.
Unikke konstruktioner
Fordelen ved in-situ støbt beton i forbindelse med skaterparken er at det støbes i forme på byggepladsen, hvilket gør det gør muligt at opføre individuelle konstruktioner med for eksempel krumme strukturer, skæve vinkler og unikke overflader, fordi den flydende beton nemt tilpasser sig arkitektens ønsker. Hertil kommer, at in-situ også tillader store spændvidder og bjælkefri løsninger, så det samtidigt er muligt at realisere slanke og lette bygningskonstruktioner, hvilket giver arkitekten større frihed til at skabe smukke og enestående bygninger.
Bag In-Situ Prisen står Dansk Beton Fabriksbetongruppen, og den uddeles med støtte fra Paschal-Danmark, som leverer totalløsninger indenfor forskalling, forme og understøtning til betonstøbning. In-Situ Prisen består af 50.000 kr. samt en plakette til bygherren.