23948sdkhjf

Køges nye trafikknudepunkt

Rent dansk team af arkitekter og ingeniører har vundet konkurrencen om den kommende Køge Nord Station
Egentlig er det “bare" en gangbro og et parkeringsanlæg, men der bliver tale om et enkelt og markant trafikknudepunkt med mulighed for omstigning mellem tog og individuel transport samt mellem forskellige kollektive transportformer.

Banedanmark, DSB og Køge Kommune offentliggjorde fredag eftermiddag vinderprojektet til udformning af den kommende Køge Nord Station med adgang til den nye fjerntogsforbindelse til København og Ringsted samt regionaltog, S-tog og parkering ved Køge Bugt-motorvejen.

Vinderne bliver et team bestående af danske arkitekter og ingeniører. Teamet består af arkitektfirmaerne Cobe og Dissing + Weitling samt det rådgivende ingeniørfirma Cowi.

Jesper Hansen, adm. direktør i Banedanmark, har været formand for dommerkomiteen. Han er begejstret for vinderforslaget.

- Jeg glæder mig over, at vi i dommerkomiteen har valgt en løsning, der både er flot, funktionel og løser opgaven til budgettet. I Banedanmark ser vi frem til at skabe det nye trafikknudepunkt for Køge og omegn sammen med konkurrencens vinderteam, Køge Kommune, DSB og den kommende entreprenør på byggeopgaven til gavn for passagererne, siger han.

Der var fire teams med i den afsluttende del af konkurrencen. De øvrige prækvaliferede var et rent japansk team, et dansk-britisk team og et fransk-dansk team.

Dommerkomiteen siger i sin begrundelse, at det valgte team samlet set kunne levere den bedste løsning.

“Forslaget til udformning af Køge Nord Station er overordentligt spændende og repræsenterer en interessant udvikling af fremtidens stationsprojekt - som et anlæg der er skabt til bevægelse, omstigning og den korte pause", hedder det blandt andet i dommerkomiteens begrundelse.

Man noterer samtidig, at “forslaget er uhyre enkelt formet og vil blive et markant symbol på samspillet mellem trafikarterne og på sammenhænge mellem infrastrukturanlæg og byudvikling".

Også Køges borgmester, Flemming Christensen (K), er meget tilfreds med vinderprojektet.

- Køge Nord bliver genvejen til København, ikke bare for os, der bor i Køge Kommune, men for store dele af Sjælland. På det store parker og rejs-anlæg kan du stille bilen, før du står på toget, og på kun 20 minutter er du fremme på Københavns Hovedbanegård. Samtidig er den nye station startskuddet til en helt ny bydel i Køge Nord med både boliger og erhverv – og med gangbroen som et smukt og markant vartegn, siger Flemming Christensen.

P-anlæg kan udvides

Konkurrenceopgaven, som Banedanmark, DSB og Køge Kommune udskrev i foråret, gik ud på at komme med forslag til en cirka 200 meter lang og cirka 6,5 meter bred gangbro, som skal spænde over den kommende dobbeltsporede jernbane mellem København og Ringsted over Køge, Køge Bugt motorvejen og den eksisterende dobbeltsporede S-togs linje mellem Køge og Hillerød.

Gangbroen har som formål at forbinde perronerne ved de to baner med en kort og naturlig passage, så passagererne nemt kan skifte mellem fjern- og regionaltog og S-tog. Broen skal af hensyn til komforten overdækkes og afskærmes samt forsynes med trapper og elevatorer til perronerne.

I tilknytning til stationen bygges i første omgang et p-anlæg med 900 pladser. Anlægget kan med tiden udvides til 2.700 pladser og udbygges med servicefunktioner, eksempelvis café og cykelsmed, til de rejsende.

Opgaven om byggeriet af Køge Nord Station bliver udbudt omkring årsskiftet i 2015/2016. Selve anlægsarbejdet påbegyndes i løbet af 2016, og stationen åbner i forbindelse med åbningen af Den nye bane København-Ringsted i slutningen af 2018.

Vinderprojektet og de tre øvrige forslag udstilles på Køge Rådhus frem til den 19. december i Rådhusets åbningstider.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125