23948sdkhjf

Overdreven garanti smadrer byggeri

Byggeriets organisationer slår alarm over store økonomiske garanti-krav bare for at kunne byde på en opgave
Hysterisk, urimeligt og konkurrence-ødelæggende er nogle af de ord, der lyder fra organisationerne inden for byggebranchen, der er meget utilfredse med, at stadig flere bygherrer - både private og offentlige - stiller krav om en økonomisk garanti allerede, når entreprenører eller rådgivere bliver prækvalificeret.

De bydende byggefirmaer skal stille en garanti for, at de kan løfte arbejdsgarantien i AB92, der er på 15 procent af entreprisesummen.

Disse udgifter i udbudsfasen kan løbe op i flere hundrede tusinde kroner og kan vise sig at være totalt tabt, hvis firmaer ikke får ordren, som så typisk rammer fire ud af fem bydere i afsluttende udbudsrunde.

Både Danske Ark, Dansk Byggeri og DI fortæller til Licitationen, at deres medlemmer i byggebranchen har oplevet øget brug af disse krav i forbindelse med udbud, hvor de er inviteret, eller i forbindelse med en prækvalifikation.

Gavner banken

De mener, at det er en urimelig og overforsigtig adfærd, som kun gavner banker og lignede kautionsfirmaer, som kræver gebyr og præmie for at stille garantien. Og som endvidere lammer byggefirmaer, der bliver begrænset i hvor mange opgaver, de kan byde på, da de skal garantere for store beløb hver gang, og det kan mange af dem ikke.

Danske Ark kalder det et stort problem.

- Der er en klart stigende tendens til, at bygherrer, og primært de offentlige, stiller økonomiske krav og garanti allerede, inden det er afgjort, hvem der har fået opgaven. Det betyder, at virksomhederne er tvunget til at betale for en garanti, hvilket kan være et betydeligt beløb. En anden alvorlig konsekvens er, at firmaerne ikke er i stand til at byde på ret mange opgaver ad gangen, og det er et problem, da virksomhederne derfor kan have problemer med at skabe den fornødne aktivitet og planlægning, siger adm. direktør i Danske Ark, Christian Lerche,

Han mener, at udviklingen med dyr garantistillelse for overhovedet at deltage i konkurrence er et skråplan – især i forhold til arkitekt- og rådgiverbranchen, som udgør en minimal risiko.

- Meningen med garantikravet er, at bygherrerne ønsker økonomisk sikkerhed for virksomhedernes overlevelsesevne. Men det er ganske overdrevet. For det første er firmaerne i en prækvalifikation så grundigt tjekket, inden de kommer med, at det burde være nok, men dernæst er det jo meget sjældent et økonomisk problem, hvis "guderne forbyde det" et arkitektfirma går konkurs i byggeprocessen, siger Christian Lerche.

Livrem og seler

Hos Dansk Byggeri har man også problemer tæt inde på livet, fortæller juridisk afdelingschef Henrik Fausing.

- Mange af vores medlemsvirksomheder kæmper med disse krav om garantier - da det både er dyrt og begrænser mængden af de opgaver, de kan byde på. Og det er ganske unødvendigt, da firmaerne er gennemtjekket, inden de kan komme videre i en prækvalikationsrunde. Så for os at se se går bygherrerne, primært de offentlige, både med livrem og seler og deres krav gør livet meget svært for de agerende entreprenører, siger han.

Han mener, at løsningen må være, at kun det firma, der vinder en prækvalifikationsrunde, skal have garantien i den såkaldte stand still-periode. På den måde slipper de andre bydere for flere udgifter, end de har brugt på at give selve tilbuddet.

Oppe i det røde

Hos DI, der blandt andet repræsenterer det store byggefirma MT Højgaard, er man også oppe i det røde felt på dette område og kritiserer, at bygherren stiller for store krav. Konsulent og cand. jur i DI, Helena Bente, har udtalt sin kritik tidligere i en kronik i Licitationen, hvor hun blandt andet skrev:

- Det er ude af proportion og ikke rimeligt overfor entreprenøren, idet bygherren langt hen ad vejen kan eliminere risikoen for, at en af de tilbudsgivende entreprenører ikke kan stille garantien ved en grundig vurdering af virksomhedens soliditet i udvælgelsesproceduren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094