23948sdkhjf

Svendborg i licitationskrig

- Svendborg er en narresut! Så bastant kommer det fra Dansk Byggeri, der nu vil rejse licitationssagen om Vej- og parkvedligeholdelse på Christiansborg
Udliciteringen af arbejdet i Svendborg Kommunes entreprenørafdeling har udviklet sig til en uacceptabel og useriøs farce. Dansk Byggeri rejser nu emnet på Christiansborg.

- Når flertallet i byrådet pludselig beslutter sig for ikke at følge sin egen udbudspolitik, så har Svendborg gjort sig selv til en narresut, siger erhvervspolitisk chef hos Dansk Byggeri, Torben Liborius.

Klart beskrevet

Svendborg Kommune har i sin udbudspolitik tydeligt og klart skrevet, at kommunen vil vælge det mest økonomisk fordelagtige tilbud. Men selvom det rådgivende ingeniørfirma Niras har vurderet, at det er Skælskør Anlægsgartnere A/S, der har det mest økonomisk fordelagtige tilbud, så så det indtil i går ud til, at politikerne ville vælge kommunens eget tilbud. Kort før byrådsmødet i går kom det frem, at der er fundet en regnefejl på op imod en million kroner i kommunens udbud:

- Selv uden den regnefejl, der blev opdaget i går, er kommunens tilbud kun tredje bedst. Hvis man alligevel vælger det, får kommunen på kort sigt en løsning, der ikke er den bedste, og på lang sigt kan man frygte, at seriøse virksomheder ikke vil spilde deres tid med at give tilbud til Svendborg Kommune, siger Torben Liborius.

Skal stoppes

Og den måde at køre udbudspolitik på skal stoppes, mener Dansk Byggeri:

- Det er useriøst overfor de virksomheder, som har brugt tid og penge på at deltage i udbuddet. Vi tager sagen op med folketingets partier, for der er behov for at sikre klare og bindende retningslinjer for, hvordan kommuner skal behandle udbud og udlicitering. Sagen fra Svendborg har vist, at reglerne i dag er alt for løse, og det lægger gift for det meget vigtige offentlig-private samarbejde, siger Torben Liborius.

Efter den regnefejl, der blev opdaget i går, er kommunens eget bud pludselig blandt de dyreste, og byrådet har nu udsat sagen i foreløbig en måned:

- Det er jo en farce uden lige. Nu må der ikke være tvivl om, at opgaven skal tildeles det bedste tilbud. Men forløbet viser, at Svendborg i den grad har brug for en lektion i, hvordan man kører et udbud, siger Torben Liborius.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094