Holbæk-entreprenør får ny ejer
Jord Beton og Anlæg A/S overtager I. Anker Andersen
Ejerskiftet sker på baggrund af en henvendelse fra I. Anker Andersen, hvis eneejer siden virksomhedens start for 50 år siden, Ib Anker Andersen, 86, ønskede at sælge.
- Jeg fik henvendelsen i efteråret, og så har vi undervejs fundet ud af, at vi er et godt match. I Jord Beton og Anlæg driver vi en traditionel entreprenørforretning med især støbning af fundament, kloakarbejde og diverse anlægsarbejde. De seneste 10-12 år har vi også haft visse kabelaktiviteter, og netop her er I. Anker Andersen meget stærke og har et solidt kundegrundlag. Samtidig er det et anerkendt og velrenommeret firma med adresse i Holbæk, hvor vi ikke har ret mange kunder. Derfor vil det være et godt supplement til det, vi laver i dag, siger entreprenør Mogens Jensen om baggrunden for overtagelsen.
Den ny ejer er optimistisk og vil ikke høre tale om krise.
- Vi snakker ikke krise. Vores ansatte har været gode til at omstille sig fra nybyggeri til eksempelvis kloakarbejde, så vi er kommet pænt gennem de seneste år, hvor konjunkturerne dykkede kraftigt, siger han.
Egen ledelse
Under ét vil den ny koncern have 110-115 medarbejdere og en omsætning på den gode side af 100 mio. kroner.
Kunderne vil ikke umiddelbart mærke ejerskiftet, idet I. Anker Andersen fortsætter driften under samme navn og med egen daglig ledelse. Som ny direktør er ansat Lars Lorentzen, der efter gensidig overenskomst forlod Petri & Haugsted i sidste måned efter otte år som adm. direktør.
- Jeg kender Lars fra arbejde i Kabel- og Ledningssektionen (under Dansk Byggeri), så det var oplagt at tage kontakt til ham i samme øjeblik jeg erfarede, at han stoppede hos Petri & Haugsted. Han har alle de kompetencer, der skal til i en sådan virksomhed, siger Mogens Jensen.
Den nuværende direktør i I. Anker Andersen Finn Baumann Petersen fortsætter i virksomheden i en ny funktion.
Overtagelsen sker praktisk fra 1. april, regnskabsmæssigt dog allerede fra 1. januar i år.