Nye ejere sætter turbo på vækst
Dan-Modul i Ikast står over for en ny epoke
Det har de nye ejere Henrik og Klaus Baisner besluttet efter i foråret at have overtaget de sidste aktier fra den tidligere ejerfamilie.
Siden Dan-Modul blev overtaget af Henrik og Klaus Baisner, er medarbejderstaben vokset fra ni til 25, og indtjeningen er løftet med omkring tre millioner. 2013 var første år med overskud, siden turn arounden i virksomheden blev sat i gang.
- Vi lægger ikke skjul på, at 2012 var et skrækkeligt år. 2013 kom vi ud af med et lille plus, 2014 bliver markant bedre, og fremadrettet har vi ingen tanker om at skrue ned for forventningerne, siger Henrik Baisner.
Nye maskiner
Ifølge Henrik Baisner var der i høj grad et investeringsefterslæb hos Dan-Modul. Det er der ved at blive rettet op på med nye maskiner og opgraderinger af eksisterende maskinel i produktionen, indførelse af it-systemer til administrative opgaver m.v., ligesom hele papirsiden i virksomheden er blevet løftet markant.
- Vi har investeret stort i at få maskinrummet trimmet, så det matcher behovet, herunder fået ansat yderligere i produktionen, og så er der fokuseret på salg. Herudover har vi investeret i IT, både tegneprogrammer og administrative løsninger, og ansat tekniske medarbejdere på kontoret, så vi har den nødvendige knowhow internt. De ting i forening skal få turbo på væksten. Målet er en yderligere fordobling i medarbejderstab, omsætning og indtjening inden for et par år. Det kan ske både organisk og ved tilkøb, siger Henrik Baisner.
Styrket eksport
Eksporten er øget betragteligt inden for de seneste par år. Det gælder især Norge og Sverige, men også andre markeder, og Dan-Modul arbejder aktivt på at øge indsatsen i hele Skandinavien, Benelux, Storbritannien og Irland samt Tyskland.
- Vi har en specialiseret produktion, og vi kan få mere ud af vores kompetencer ved at gå yderligere efter eksportmarkederne. Men vi skal stadig være en agil spiller i markedet, der hurtigt kan indrette sig efter nye trends og kundernes ændrede krav, siger Klaus Baisner.
Produkterne tæller korpus til køkken, bad og garderobe samt laboratorier og sygehusvæsen. Hertil kommer leverancer til byggeindustrien som komponenter til større byggerier, specialmoduler m.v.
Endelig producerer Dan-Modul displays og møbler til kreative rum, konferencerum m.v. samt shop-in-shop-løsninger.