Byggenyt
VIB0RG: Socialudvalget i Viborg Kommune har sagt god for, at kommunen arbejder videre med planerne om at opføre et nyt stort plejehjem i Viborg med plads til 70 beboere. Der er afsat knap 100 mio. kr.
IKAST: Ikast Rideklub skal som følge af en ændret lovgivning forbedre sine stalde, men det er svært på den nuværende placering, hvor klubben ligger klemt inde i et industrikvarter. Også Gartneriet Garland har det trangt, og begge står over en flytning. Det er planen, at klubben og gartneriet skal fllytte sammen i et center, hvor der er attraktivt for alle parter og hvor der skal skabes arbejdspladser til medarbejdere med særlige behov, der i dag står uden for arbejdsmarkedet. Et areal i Vestergade, som ejes af Ikast-Brande Kommune er udset til at være det nye hjemsted for klubben og gartneriet, men også for en række foreninger og organisationer.
Der nedsættes nu en arbejdsgruppe med fokus på finansiering af projektet.
REGION SYDDANMARK
SKÆRBÆK: Et nyt sundhedshus i det tidligere rådhus i Skærbæk bliver snart en realitet, skriver Jydske Vestkysten.
Sundhedsudvalget i Tønder Kommune har nikket ja til en bevilling på knap 15 mio. kr., og en endelig godkendelse i byråd og regionsråd skulle være på vej.
Der bliver tale om et sundhedshus på 2.600 kvm i det tidligere rådhus, som blandt meget andet skal rumme læger, fysioterapi, genoptræning og hjemmepleje.
Også i Toftlund er der et sundhedshus på vej. Der er forhandlinger i gang mellem Tønder Kommunen og Region Syddanmark, men finansieringen er endnu ikke på plads.
BILLUND: Billund Byråd skal på sit møde den 26. juni blandt andet behandle et forslag til lokalplan for Museumsparken. Teknik. og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget anbefaler, at lokalplanen vedtages endeligt uden ændringer i forhold til det fremlagte lokalplanforslag. Baggrunden for lokalplanforslaget er et ønske fra Billund Boligforening om at kunne indrette bebyggelsen i Museumsparken på en anden måde end den, der er beskrevet i den gældende lokalplan for området.
REGION SJÆLLAND
HVALSØ: Bestyrelsen for Nationalparkprojektet Skjoldungelandet arbejder med planer om at forvandle Lerbjergtårnet i Hvalsø til Danmarks højeste udsigtspunkt med en udsigtsbalkon 360 grader rundt udvendigt øverst på tårnet. Det fortæller Dagbladet Roskilde.
Projektet er indtil videre på idéplanet, oplyser borgmester Mette Touborg, der er formand for Skjoldungelandets bestyrelse. Det skal nu undersøges, om projektet lader sig gennemføre.
Sjællandstårnet, som man kalder projektet, er langt det største projekt blandt de mange delprojketer i Skjoldungelandet. Arkitektfirmaet Kvorning Arkitekter & Design har lavet et prospekt med visualiseringer og forslag til ideer og perspektiver i restaureringen af tårnet. Ifølge dette skal en udvendig elevator eller personlift kører de besøgende op til enten udsigtsbalkonen eller en af tårnets øvrige etager. I tårnets midterste rum, som vil blive syv etager højt, er visionen foreløbig et spektakulært formidlingsrum, hvor selve højden på rummet udnyttes dramatisk og illustrativt.
Det er også på tale at lave en trækronesti, som skal udgå fra tårnet.
STORE HEDDINGE: Den gamle kirketjenerbolig på Kirkepladsen i Store Heddinge renoveres og samtidig indrettes der toiletfaciliteter til besøgende i Sankt Katarina Kirke, skriver Dagbladet Køge.
Den gamle kirketjenerbolig skal fremover fungere som administrationsbygning for kirkens personale. Der skal indrettes kontorer til blandt andre organist, kordegn og kirketjener samt et præstekontor.
Renoveringen ventes i gangsat her i løbet af sommeren. Udover indretning af kontorer, skal der foretages en række indvendige reparationer og fornyelser. Der skal blandt andet lægges nyt gulv, laves et nyt mindre køkken og indrettes tre toiletter, hvoraf det ene skal være for handicappede.