Anlægsnyt
Vej - Vipperød: Klima- og Miljøudvalget i Holbæk Kommune har sagt ja til en principbeslutning om at ekspropriere dele af tre grunde, hvis det bliver nødvendigt at gennemføre en forlængelse af Stationsvej i Vipperød, skriver dagbladet Nordvestnyt.
Nybyvej 11, 13 og 15 skal afgive arealer til projektet, der ventes gennemført, selvom der ikke er truffet en beslutning.
Parker & rejs-anlæg - haslev: Det er forventningen, at Haslev Station bliver en attraktiv pendlerstation, når elektrificeringen af jernbanen mellem Næstved og Køge står færdig i 2018.
Derfor er der planer om et parker & rejs-anlæg ved Haslev Station, skriver Dagbladet Køge.
Det forventes at koste 300.000 kroner at forbedre forholdene.
Der er endnu ikke taget stilling til antallet af parkeringspladser og placeringen. Men anlægget skal være planlagt i sommeren 2014.
region syddanmark
Sivegade - Odense: Det vil fortsat være muligt at køre i bil gennem Vindegade i det centrale Odense efter lukningen af Thomas B. Thriges Gade i juni.
By- og Kulturudvalget i Odense Byråd har sagt ja til at lade gaden fungere, som en såkaldt sivegade, hvilket i praksis betyder, at man fortsat vil kunne køre uhindret i bil gennem Vindegade, skriver Fyens Stiftstidende. Projektet med en sivegade omfatter ændringer i gadens forløb samt at busserne har stoppested på kørebanen. Projektet med sivegaden er færdig, når Thomas B. Thriges Gade bliver lukket den 28. juni.
Samtidig skal lyskrydset ved Hjallelsesvej og Benediktsgade ombygges.