Anlægsnyt
BOLDBANE - VEJLE: Der er behov for etablering af en ny boldbane på Give Stadion.
Give Stadion har den særlige konstruktion, at der på anlægget drives tre kernefunktioner, boldspil, friluftsbad og campingplads. I de senere år har der været vækst på området, hvor boldklubben Give Fremad har fået flere medlemmer og campingpladsens overnatningstal er steget som følge af en ihærdig indsats af forpagteren.
Vejle Byråd sagde forleden god for et anlægsprojekt for området ved Give Camping og Stadion, ligesom der blev truffet beslutning om fornyet bortforpagtning af campingpladsen.
På investeringsoversigten for 2014 er der afsat fire mio. kroner til forbedrede idrætsfaciliteter i Give, og det beløb frigav Vejle Byråd ved samme lejlighed.
Der etableres en ny boldbane i skovområdet mod jernbanen. Dette kræver køb af jordstykket af Give Plantage.
Den eksisterende boldbane, som i dag også bruges til campingplads, indgår i forpagtningsaftalen og forpagteren indretter selv arealet til campingbrug.
Den eksisterende servicebygning udvides med en fast bygning, så den fortsat kan omfatte campister og idrætsudøvere.
REGION SJÆLLAND
SPILDEVAND - ROSKILDE: Roskilde Forsyning ønsker af driftsøkonomiske grunde at nedlægge renseanlægget i Ågerup og sende spildevandet fra landsbyen til renseanlægget på Bjergmarken i Roskilde, skriver Dagbladet Roskilde.
Forsyningen ønsker ikke at sende for store mængder spildevand til Roskilde, så ved samme lejllighed bliver der lavet separatkloakering på de sidste 50 ejendomme i byen med fælleskloakering.
Omlægningen finder sted i 2015 og 2016. Forbindelsen til Roskilde skabes via en ny kloakledning, som graves ned langs med Store Valby Vej og Østre Ringvej ind til krydset ved Trekroner.
REGION NORDJYLLAND
SOLFANGER - ØSTER HURUP: Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune har sagt god for etablering af et solfangeranlæg ved Øster Hurup Kraftvarmeværk, som ønsker at etablere 3.225 kvm solfangeranlæg i tilknytning til det nuværende varmeværk.
Byrådet har pligt til at godkende projektet, da kraftvarmeværket er på listen over de 35 fjernvarmeværker, der har den højeste varmepris i Danmark.
Øster Hurup Kraftvarme er blandt de 35 værker, som opfylder betingelserne i Folketingets redningsplan for dyre kraftvarmeværker.