23948sdkhjf

Mange håndværkere under 50 år dropper efterlønnen

De ældre håndværkere bliver i efterlønsordningen, mens henved 40 procent af medlemmerne under 50 år opgiver efterlønnen
De ældre håndværkere bliver i efterlønsordningen, mens håndværkerne under 50 i stort tal fravælger retten til efterløn og i stedet får deres efterlønsopsparing udbetalt.

Det viser opgørelser, som de relevante arbejdsløshedskasser netop har lavet - to måneder efter det blev muligt at få efterlønsopsparingen ud skattefrit.

I Byggefagenes Arbejdsløshedskasse med blandt andre blikkenslagere og malere som medlemmer er det flere end 40 procent af medlemmerne under 50 år, som vender efterlønnen ryggen. I El-fagets Arbejdsløshedskasse med elektrikere som medlemmer er det godt en tredjedel af efterlønsberettigede under 50 år, der har fået pengene udbetalt, mens det tilsvarende tal for 3F’s a-kasse er knap 40 procent.

- Tallene kommer som en overraskelse, og jeg har svært ved at forklare, at så mange opgiver efterlønnen, siger Morten Sloth, leder af Byggefagenes A-kasse, hvor 36 procent af alle efterlønsberettigede indtil videre har fået deres penge.

- Vi har på møder og i vores fagblade forklaret om fordelene ved at blive i ordningen, men mange har mistet troen på ordningen og synes, at restproduktet efter efterlønsforliget er for dårligt. Andre tror ikke på, at ordningen overhovedet eksisterer, når de når den alder, og så er der vel mange som simpelthen tror, at de er friske og raske nok til endnu mange år på arbejdsmarkedet. Endelig er der næppe tvivl om, at nogle med pengekvaler har set det som en vej til hurtige kontanter, siger Morten Sloth.

Hver fjerde går ud

Størsteparten af landets forsikrede bygningsarbejdere er medlem af 3F’s A-kasse.

Her har indtil videre 26,3 procent af de efterlønsberettigede valgt at få opsparingen udbetalt. Tallet dækker imidlertid alle brancher, idet 3FA ikke opgør tallene branchevis.

- Skiller byggemedlemmerne sig ud i forhold til gennemsnittet, kunne jeg godt forestille mig, at de holder lidt mere fast i efterlønnen end nogle af de andre medlemsgrupper, så det er sandsynligt, at udmeldelsesprocenten for byggemedlemmerne er lidt lavere, lyder vurderingen fra A-kassesekretær Otto Nielsen.

I El-fagets Arbejdsløshedskasse er det indtil videre 25,3 procent eller hver fjerde af de efterlønsberettigede, der har meldt sig ud af ordningen.

De ældre holder fast

I alle tre a-kasser holder de ældre medlemmer fast i retten til at gå på efterløn.

Hos elektrikerne er det blot syv procent af de 50-59 årige, der har valgt at få udbetalt pengene.

- Alle beregninger viser, at hvis du er 47-48 år og derover, så kan det bedst svare sig at lade pengene stå, men der er ingen tvivl om, at krisen kradser, og efterlønspengene for en del bruges til at fylde nogle økonomiske huller. Vi har hørt et par historier om, at efterlønspengene bruges til at afværge en truende tvangsauktion, og således har alle deres egne formentlig gode grunde til at få pengene udbetalt, men det er alligevel overraskende, at så mange i den aldersgruppe forlader ordningen, siger Jørgen Have Poulsen, leder af El-fagets A-kasse.

Han oplyser, at der er flere eksempler på, at banker og kommuner har været “frække" og prøvet af få fingre i efterlønspengene og lagt et uanstændigt og ulovligt pres på medlemmerne for at få dem til at hæve pengene til indfrielse af gæld, for eksempel skyldige børnepenge.

I Byggefagenes A-kasse er det 15 procent af medlemmerne over 50 år, der dropper ud, mens det er 11 procent i 3FA. Her har man også tal for aldersgruppen 55-59 år, og her er det blot 4,3 procent, som har bedt om pengene.

- Det lader til, at medlemmerne lidt op i 50’erne har forstået, at især de har gavn af at fortsætte i ordningen, men hver enkelt, der opgiver efterlønnen, har naturligvis sine egne bevæggrunde til det, for eksempel grimme rudekuverter, siger Otto Nielsen.

Hvis man har været med i efterlønsordningen siden det særlige efterlønsbidrag blev indført i 1999, har man omkring 65.000 kr. på sin efterlønskonto.

Alene den første måned efter mulighed for udbetaling blev åbnet, blev der udbetalt godt 11 mia. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094