Eksperter frygter flere nedslidte
Mange håndværkeres fravalg af efterlønnen giver anledning til bekymring hos arbejdsmiljøeksperter
I aldergruppen 40-49 år er det henved 40 procent af de efterlønsberettigede ansatte i bygge- og anlægsbranchen, der benytter muligheden for få efterlønsopsparingen udbetalt og dermed frasagt sig muligheden for senere at gå på efterløn.
For medlemmer af Byggefagenes A-kasse, der har blandt andre blikkenslagere og malere som medlemmer, er det hele 43 procent i den nævnte aldersgruppe, der har fået efterlønsopsparingen udbetalt.
- Det er overraskende høje tal, ikke mindst fordi byggebranchen er en branche, der er præget af nedslidning, siger Otto Melchior Poulsen, der er forskningsdirektør i Det Nationale Forsikringscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
- Jeg tror imidlertid ikke, at man på grund af det høje tal for eksempel kan konkludere, at bygningsarbejdere, der foretager dette fravalg, føler sig sikker på ikke at blive ramt af nedslidning. Hver enkelt har sikkert sine helt personlige grunde til fravalget. Men - efterløn eller ej - så er der et uomtvisteligt krav om, at folk bliver længere på arbejdet, både på grund af den demografiske udvikling og på grund af øget konkurrencepres. Det er en kæmpemæssig udfordring ikke bare for byggeriet, men generelt for arbejdsmarkedet, siger Otto Melchior Poulsen.
- Vi ved, at den fysiske kapacitet falder med årene, og med stadig flere ældre på arbejdsmarkedet opstår der en ubalance mellem de krav, der stilles og de ressourcer, der er til stede. Det er noget, man helt nødvendigt bør arbejde med. Der er et spørgsmål om at skabe mere rummelighed på arbejdspladsen, så der er plads til dem, der ikke kan løbe helt så stærkt som de unge. Det er en udfordring for brancher med nedslidende arbejde, men i høj grad også for den enkelte virksomhed og helt ned på sjakplan, hvor man skal se på, hvad man kan gøre for, at de ældre fortsat har en plads i sjakket. Det handler om at se en gruppes samlede ressourcer, og de ældre medarbejdere har en række ressourcer selv om den fysiske kapacitet er faldet, siger Otto Melchior Poulsen.
Stor nedslidt gruppe
Også Lars Vedsmand, arbejdsmiljøkonsulent i byggefagforbundenes paraplyorganisation BAT-kartellet, er overrasket over det høje efterlønsfravalg.
- Vi ved, at mange med en faglært uddannelse inden for byggeriet undervejs i arbejdslivet forlader byggeriet og søger til andre måske knapt så fysisk hårde brancher, så måske har mange af dem, der frygter nedslidning, allerede forladt byggefagene og er i andre brancher. Omvendt kan man da håbe, at den store andel af 40-49 årige, som nu melder efterlønnen fra, mener, at de har et godt og fornuftigt arbejdsliv i den virksomhed, hvor de er nu, og at der bliver taget et vist hensyn, og at de dermed vurderer, at de godt kan klare de yderligere år på arbejdsmarkedet, som der lægges op til, siger Lars Vedsmand og fortsætter:
- Men der er bestemt en klar risiko for, at vi får en gruppe nedslidte, som ikke er så syge, at de kan få førtidspension, som får nogle hårde sidste år på arbejdsmarkedet. Under alle omstændigheder bør branchen intensivere arbejdet med at sikre bedre arbejdsmiljø i byggeriet - ellers risikerer vi at stå med nogle store problemer med nedslidt arbejdskraft.
Førtidspension i stedet
Også Jacob Munk, sekretariatsleder i BrancheArbejdsmiljøRådet (BAR) for Bygge og Anlæg, ser nogle risici.
- Hver enkelt har naturligvis haft deres egne gode grunde til at vælge efterlønnen fra, men der er næppe tvivl om, at nogle af dem udsætter sig for en stor risiko for ikke selv at bestemme, hvornår og hvordan de skal forlade arbejdsmarkedet. Der er en risiko for, at nogle i stedet er henvist til at søge om førtidspension med alt, hvad det indebærer af visitation og så videre i stedet for selv at kunne bestemme sin tilbagetrækning, siger Jacob Munk.
En ting er eksperterne enige om: De flere ældre i branchen er en udfordring.