Der skal arbejdes for læreaftalen
Lærepladserne kommer ikke af sig selv
Det ved den 17-årige tømrerlærling Nicklas Schmidt fra Glostrup. Han har netop indgået aftale med tømrerfirmaet Gerner Hansen & Jørgen Petersen A/S.
Han var ude at stemme dørklokker, som han siger, og mødte på virksomheden kl. 7 om morgenen for at søge en læreplads.
- Når der er så mange lærlinge at tage af, tror jeg, man skal møde op selv, så de kan se én lidt an. Jeg tror ikke, du får læreplads ved at skrive en mail. Du skal vise noget interesse, og det gør man ved at troppe op til almindelig arbejdsdags begyndelse. Det tror jeg i hvert fald gør en forskel, siger Nicklas Schmidt.
Han er i øjeblikket i gang med grundforløbet på KTS, Københavns Tekniske Skole i Herlev. Kun yderligere en enkelt fra hans klasse har indtil videre fået praktikplads.
- Man tænker da over, at der er krise i byggeriet, og at mange ikke kan få en læreplads. Det er dødærgerligt, hvis mange, der har lyst til et fag, ikke får en uddannelse, fordi der mangler lærepladser. Der er mange, som ikke gider skolepraktik og derfor dropper uddannelsen. Man skal ud i et firma for at lære noget. Derfor er jeg lykkelig for, at jeg har fået en læreplads. Nu håber vi bare, at det snart er slut med det krisesnak, så der bliver ansat nogle flere i byggeriet - også nogle flere lærlinge, siger den 17-årige lærling.
Hans kammerat Nicholaj Rasmussen, 18 år, har været en tur i virksomhedsforlagt undervisning i en uge hos sin kommende mester.
- Det er en anden måde at se hinanden an på. Det handler om at finde ud af, om man passer sammen, og i løbet af en uge finder man gensidigt ud af, om kemien med svendene passer. det gjorde den heldigvis, siger han.
Og så er han enig med Nicklas Schmidt i, at nu gider vi snart ikke mere krise. De har jo valgt et fag, som de brænder for - og som de både håber at blive uddannet i, og hvor der er beskæftigelse i fremtiden.