Et kraftværk af en dozer
Komatsu lancerer en ny 24 tons dozer, som skubber konkurrenterne på brændstofforbrug, miljø og teknologi. D65PX-17 hedder maskinen
Den nye dozer er certificeret efter normen "EU stage III B" og er udstyret med partikelfilterløsningen KDPF, som er et slags renseanlæg, der selv brænder mere end 90 procent af dieselpartiklerne af.
- Først efter 4500 timer skal partikelfilteret afmonteres og renses. Og det er værd at bemærke, at regenereringen foregår under kørsel. Det vil sige, at afbrændingen af dieselpartikler finder sted, mens maskinen udfører sit arbejde, forklarer produktchef Anker B. Lemvig fra Scantruck i Skive.
Miljøet i fokus
Scantruck har gennem de sidste år registreret, at miljø og brændstofforbrug bliver prioriteret højere og højere af kunderne.
- Du kan se på den store monitor, hvor meget brændstof du bruger pr. time og pr. dag. Du kan køre økonomikørsel og låse konverteren med en hydraulisk kobling det man kalder en lock-up i transmissionen. Det giver en væsentlig besparelse på dit brændstofforbrug, siger Anker B. Lemvig og tilføjer:
- Og skal maskinen på hårdt arbejde i terrænet, har dozeren 10 procent flere hestekræfter at arbejde med end forgængeren. Det er et lille kraftværk af en maskine, som automatisk overfører motorkraften til transmissionen og dermed sikrer, at dozeren arbejder mere effektivt.
Med automatisk transmission finder maskinen selv ud af, hvilket gear der er det optimale at køre i uanset vilkårene i terrænet.
Ud over miljø og brændstofforbrug fokuserer kunderne også på serviceaftaler og garanti. På netop Komatsu-modellerne er der nu mulighed for at lave udvidet garanti på op til fem år sammen med en serviceaftale hos Scantruck.
Dozer med det hele
Som standard leveres D65PX-17 med Plus undervogn. Det betyder, at kæden er oliesmurt og sikrer undervognen dobbeltlevetid i forhold til en normal undervogn.
Kabinen er nydesignet og lever op til de krav, maskinføreren har til komfort, arbejdsmiljø, overblik over maskinen via monitorskærm samt udsyn. Bakkamera er standard.
Satellitovervågningssystemet Komtrax er standard på alle modeller og leverer data om alt lige fra brændstofforbrug, tid til serviceeftersyn og tips til optimering af kørsel. Og skulle maskinen blive stjålet, afslører Komtrax, hvor i verden maskinen befinder sig.
- Maskinen er produceret med Komatsus gennemtestede teknologi. Det er en driftsikker, effektiv og gennemtænkt dozer, påpeger Anker B. Lemvig.