Materieludlejer udvider flåden
Materieludlejningsvirksomheden CP har opkøbt 97 moduler fra virksomheden Just Pavillon A/S. Dermed styrker CP sin position på markedet, hvor der netop nu er stor efterspørgsel på moduler
- Vi ser det som en oplagt strategisk mulighed for at øge CPs flåde i en tid, hvor markedet oplever en stor efterspørgsel på netop moduler. Selvom vi i CP i forvejen har mange moduler, er der stort pres på udlejningen, så vi er glade for nu at kunne tilbyde vores kunder yderligere 97 moduler, siger Julie Bruun, der er adm. direktør i CP.
Fra gulv til loft
CP har sideløbende igennem året også selv produceret et større antal moduler, hvor virksomhedens egne håndværkere bygger modulerne fra gulv til loft. Og med det aktuelle køb glæder Julie Bruun sig over, at byggepladerne nu får endnu bedre muligheder for at indrette sig optimalt.
- I CP leverer vi moduler, der passer til enhver opgave, og vi lægger stor vægt på høj standard og komfort. Om det er moduler til kontor-, mandskabs- eller sanitetsfaciliteter, står vores konsulenter klar til at rådgive og løse kundernes konkrete behov, siger Julie Bruun.
Moduler med isolering
For nylig overtog CP også det danskudviklede isoleringskoncept EnergiCap, der bygger på at isolere mellemrummene på modulerne og på den måde minimere det samlede energiforbrug på byggepladsen og sikre bedre komfort for medarbejderne.
»Begge opkøb skal ses som en yderligere styrkelse af CPs strategi og position som den førende samarbejdspartner inden for total indretning af byggepladser, siger Julie Bruun.