Kommuner garderer sig ikke imod løndumping
Kun strikse krav om dansk løn i hver tredje kommune
Af landets 98 kommuner bruger 35 altid arbejdsklausuler ved bygge- og anlægsopgaver. 24 kommuner gør det nogle gange. Resten - eller næsten halvdelen af landets kommuner - garderer sig med andre ord ikke imod løndumping.
Det fremgår af en redegørelse fra et særligt social dumping-udvalg, som regeringen har haft til at se på, hvilke muligheder der findes for at skærpe indsatsen for at imødegå social dumping.
En optælling på udbud.dk, som Ugebrevet A4 har foretaget for nylig, viser 798 kommunale udbud uden krav om overenskomster eller arbejdsklausuler.
- Så der er under alle omstændigheder noget at hente ved, at alle landets kommuner kræver arbejdet udført på danske løn- og arbejdsvilkår. Det siger næsten sig selv, at kommunerne skal sikre, at kommunale skattekroner ikke må bruges til unfair konkurrence overfor lokale virksomheder og lønmodtagere, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet.
Helst lovmæssig pligt
Regeringen har i forbindelse med finanslovsforhandlingerne indgået en delaftale med Enhedslisten, hvor statens brug af arbejdsklausuler strammes. Derimod vil regeringen ikke tvinge kommunerne til brug af arbejdsklausuler.
I stedet vil man i forbindelse med næste års forhandlingerne om regionernes og kommunernes økonomi lægge op til en aftale om, at også regioner og kommuner fremover i højere grad skal bruge arbejdsklausuler på samme måde som statslige ordregivere".
- Vi havde foretrukket en lovmæssig pligt for kommunerne til at anvende arbejdsklausuler. Det ville være en enkel juridisk løsning og den rigtige måde at sikre, at alle kommunerne sørger for ordentlige løn- og arbejdsvilkår på egne byggeopgaver, siger Finn Sørensen, der er Enhedslistens ordfører for social dumping.
- Regeringen ville imidlertid ikke være med til at tvinge kommunerne, og så har vi måttet nøjes med det næstbedste, og vi skal nok huske at minde regeringen om aftalen, når der skal forhandles kommunal økonomiaftale. Al kortlægning viser, at der er et problem. Med aftalen har vi dog i det mindste fået et håndtag til, at de politiske partier og fagbevægelsen kan rejse spørgsmålet lokalt, for selvfølgelig skal kommunerne ikke kunne bidrage til social dumping, siger Finn Sørensen.
Krav og kontrol
Også Dansk Byggeri bakker op om, at alle landets kommuner bruger arbejdsklausuler ved udbud af kommunale byggeopgaver.
- Der skal naturligvis være ordentlige og fair vilkår, når kommunerne bygger. Vi bryder os imidlertid ikke om klausuler, hvor der henvises til bestemte overenskomster - heller ikke vores egne. Vi mener, det skaber mere fleksibilitet ved henvisning til ILO konvention 94, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen.
Gunde Odgaard ser ikke noget problem i, om der henvises til ILO 94 eller til overenskomst.
- Når man med udgangspunkt i ILO 94 skal finde ud af, hvad der er normale vilkår for et bestemt stykke arbejde, så er det jo de toneangivende overenskomster, der lægger niveauet. Det er der ingen grund til at problematisere. Det vigtigste er at få formuleret nogle konkrete krav, få beskrevet hvordan det kan og skal kontrolleres samt få indføjet, hvordan der skal sanktioneres, hvis arbejdsklausulen ikke overholdes, siger Gunde Odgaard.