Omsætningen i handelssektoren er i dag mere end 15 procent højere, end da sektoren ramte bunden i slutningen af 2009, og salget er tæt på niveauet for begyndelsen af 2007. Næsten 50 procent af handelsvirksomhederne forventer således, at de vil have positiv vækst i omsætningen i 2. kvartal, og hver sjette tror dette vil være med mere end 10 pct. Det fremgår af en ny undersøgelse fra DI Handel. Samtidig forventer 11 procent af handelsvirksomhederne at øge beskæftigelsen, mens 23 procent forventer at afskedige i løbet af andet kvartal af 2012.
En af de centrale barrierer for handelsvirksomhederne er mulighederne for at låne penge. Hele 35 procent af handelsvirksomhederne mener, at mulighederne for lånefinansiering er dårlige. Det er mere end dobbelt så mange som for et år siden.