Opgravningsfri efteruddannelse i Horsens
VIA University College og SSTT styrer ingeniører fra A til Z med nyt kursus
Selv veluddannede ingeniører vil måske klø sig undrende i hovedbunden over nogle af elementerne i fire tirsdage i Horsens i efteråret.
Mening med galskaben
Men totalt er der mening i løjerne, når det hele samles under beskrivelsen "Efteruddannelse i no-dig".
Det er, hvad VIA University College og SSTT Scandinavian Society of Trenchless Technology gør. Sammen hiver den danske gren af den skandinaviske no-dig forening og uddannelsesinstitutionen ingeniører igennem et opgravningsfrit efteruddannelseskursus i planlægning, projektledelse, samt teknikkerne i no-dig.
Fire moduler
Kurset afvikles i fire éndags-moduler med start tirsdag den 30. september. Når kurset er gennemført, bydes op til eksamen for de kursister, der ønsker det.
Kurset retter sig mod ingeniører, konstruktører, tekniske assistenter og andre med lignende arbejdserfaring inden for forsyningsbranchen.
Konkret projekt
Tanken er at tage udgangspunkt i et konkret no-dig projekt og følge det fra A til Z. Dermed kommer deltagerne omkring alle dele fra planlægning og projektledelse til valg af metoder og andre forudsætninger for gennemførelse af ledningsanlæg med no-dig.