Skat har fokus på metro-entreprenører
Skat holder øje og hjælper udenlandske metro-entreprenører
Skat har nemlig nedsat en særlig projektgruppe, der skal følge byggeriet og ikke mindst de udenlandske entreprenører, som får del i milliardinvesteringen i hovedstadens infrastruktur.
Det er erfaringer fra første etape af metrobyggeriet og fra opførelsen af Øresunds- og Storebæltsforbindelserne, der har fået Skat til at give Cityringen ekstra fokus for at holde øje med sort arbejde og manglende betaling af skat og moms.
- Vores opgave er at sikre, at virksomhederne er registreret, som de skal, og om de afregner skat og moms. Vores erfaringer fra de seneste store anlægsprojekter viser, at ikke alt skat har været afregnet, og der har været kreative eksempler på, at lønninger delvist bliver udbetalt i udlandet uden dansk skattebetaling, fortæller projektets tovholder Kurt Sørensen fra Skat København.
- Samtidig har vores indsats også et præventivt sigte. Når vi kommer på byggepladserne og er synlige, sender vi forhåbentligt et signal om, at vi holder øje med dem. Lige så væsentlig er den vejlednings- og instruktionsindsats, som gøres overfor ikke mindst de udenlandske underentreprenører. Det er eksempelvis ikke sjovt, hvis man efter tre-fire års arbejde i Danmark pludselig bliver sat i skat, hvis man havde regnet med at afregne skat i hjemlandet, siger Kurt Sørensen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Ikke konstateret svindel
Skat har allerede aflagt besøg på de første af Cityringens byggepladser og har i den forbindelse ifølge Kurt Sørensen haft kontakt med hovedentreprenøren CMT (det italienske joint venture Copenhagen Metro Team, red.) og omkring 15 underentreprenører.
- Og jeg kan berolige med at fortælle, at vi ikke har konstateret den store skattesvindel, og netop ved at vi er tidligt ude, håber vi at forhindre, at der er udenlandske virksomheder, der løber sur i de danske skatteregler, siger tovholderen.
Det særlige fokus på metroprojektet gælder i første omgang den egentlige byggefase, men fokus vil også senere omfatte den tekniske del med tog, skinner og styresystemer, som det italienske selskab Ansaldo STS har vundet.