23948sdkhjf

Én mand håndterer tonsvis af køreplader - fra førerkabinen

Smed i Silkeborg supplerer vandlåse, tagrender og varmepumper med snedig tingest til at løfte køreplader
- Hvis der kun er en enkelt mand om opgaven mod tidligere to, så er der én færre, der kan komme til skade. Og han sidder sikkert inde i førerhuset. Så der er både en konkret mandskabsbesparelse og samtidig øget sikkerhed. Så mon ikke, den kan være interessant for nogen? Det er smedemester Svend Aage Kusk, Silkeborg, der funderer.

Han er indehaver af firmaet Sejling Smedje i Silkeborgs nordlige udkant. I hverdagen står menuen langt overvejende på vvs-opgaver. Men Svend Aage Kusk er klar til at snige produktion af nye tingester ind imellem vandlåsene, tagrenderne, varmepumperne og et væld af andre ting, der ligger lidt mere lige for en vvs’er end – løftegrej til køreplader.

To brødre

- Det er to af mine tidligere folk, brødrene Karl og Kristian Nørskov, der nu arbejder for entreprenørfirmaer, som har hittet på kørepladeløfteren. De gik selv i gang med at lave en prototype, men der skulle li’som en rigtig smed til det med dimensioneringen og at få det hele til at virke rigtigt. Så vi blev enige om at lave løfteren sammen, fortæller Svend Aage Kusk.

Kørepladeløfteren er designet til montering på en rotortilt. Værkstedet i Sejling har allerede gearet sig til at lave til alle typer fra Engcon. Kommer der en bestilling til rotortilt af andet fabrikat, er det intet problem.

- Der håndteres ekstreme mængder af køreplader rundt omkring. Normalt flytter man de tunge plader med kran eller gravemaskine og en kæde. Det kræver en mand i maskinen og en mand til at styre kørepladen på plads. Kørepladeløfteren minder lidt om pallegafler, men "gaflerne" er afrundede og spidse, så de ikke løfter fedtet jord med, når kørepladerne lægges ud eller fjernes. Vi har svejset en "hæl" på løfteren, som gør det nemt at skille kørepladerne ad, når de ligger i en stor stabel. "Hælen" kan så også bruges til at rette pladerne helt præcist ind, når de ligger på jorden, forklarer Svend Aage Kusk.

960 kilo jern

En køreplade af de solide vejer tæt på et tons. Derfor er det rigtig fint, at en maskinfører inde i kabinen kan tumle pladerne på plads.

- En kæde kan springe, eller der kan ske andre uheld. Og så er det altså ikke rart at være ham, der skal styre 2 x 3 meter jern på 960 kilo på plads. Jeg har en fornemmelse af, at andre også godt kan se sikkerheds-perspektivet. I hvert fald er vi blevet kontaktet af Bygergo under Branchearbejdsmiljørådet for Bygge & Anlæg – BAR, som er interesseret i at se, hvad det er, vi går og laver, siger smedemesteren i Sejling.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11