Anlægsnyt
Havnebad - køge: Et havnebad med badebro og vipper til udspring vil gøre Køge Marina endnu mere tiltrækkende til sommer.
Det mener Brugerrådet på marinaen, der er ved at undersøge muligheden for at udnytte det nye havnebassin, der snart står klar, skriver Dagbladet Køge.
I første omgang har rådet taget kontakt til Køge Svømmeland for at drøfte muligheden for at etablere et stort hav-svømmeområde med baner på 100 meters længde.
Det mener man vil kunne friste mange motions-triatleter og motionssvømmere. Desuden vil Køge Svømmeland kunne stille med livredderopsyn på varme og solbeskinnede dage.
Etableringen af et sådant havnebad vil kunne gøres for omkring 150.000 kroner, og det vil kræve en eller flere sponsorer.
BROER - RINGSTED: Klima- og Miljøudvalget i Ringsted Kommune har sagt god for, at der gives en anlægsbevilling i 2014 på tre mio. kroner til brorenovering finansieret af det på investeringsoversigtens afsatte rådighedsbeløb til renovering af broer 2014.
Administrationen anbefaler på baggrund af det rådgivende ingeniørfirma Broconsults gennemgang af broerne blandt andet, at bro nr. 3 på Vængegårdsvej udskiftes helt, hvilket ventes at koste omkring 800.000 kroner. Desuden står en udskiftning af bro nr. 21 på Havbyrdvej til 1,1 mio. kroner og en udskiftning af bro nr. 125 på Mulstrup Møllevej til 300.000 kroner på programmet.
Endelig anbefales det, at bro nr. 44 rives ned, og at landskabet retableres. Til dette arbejdet budgetteres med en udgift på 400.000 kroner.
REGION MIDTJYLLAND
BYGGEMODNING - ULFBORG: Teknisk Udvalg i Holstebro Kommune har sagt god for at anlægsbevilge 370.000 kroner til en byggemodning af et større erhvervsområde Syd Ulfborg, anden etape.
Trafik og Park har udarbejdet skitseprojekt for forlængelse af eksisterende erhvervsvej ved Industriarealet i Ulfborg, frem til ny ATV bane, som vil blive realiseret, hvis Lokalplan nr. 1090, Fritidsområde ved Industriarealet i Ulfborg vedtages endeligt.
Byggemodningen, der omfatter museumsundersøgelser, 150 lbm seks meter bred grusvej, afvanding til terræn og græsrabatter, forventes igangsat primo juni 2014. Vestforsyning Belysning A/S etablerer gadelyset og afholder anlægsudgiften, mens Holstebro Kommune afholder årlig afdrag/drift af anlægget.
REGION SYDDANMARK
Cykelstier - Fredericia: Fredericia Kommune har sendt en ansøgning til Vejdirektoratets cykelstipulje vedrørende etableringen af i første omgang en ny cykelsti mellem Bredstrup og Bøgeskov. Totalt søger man om projekter for 26,3 mio. kroner, skriver Fredericia Dagblad. Man søger til fem projekter og kommunen skal selv stille med 60 procent af finansieringen.
Kommunen har desuden opstillet et alternativ til det store cykelstiprojekt til Bøgeskov. Det indeholder en cykelsti på Treldevej fra bygrænsen til Trelde Næsvej og vurderes til at være et udmærket alternativ til det dyre cykelsti-projekt til Bøgeskov.
Man har også søgt om støtte til en dobbeltrettet cykelsti i Pjedsted samt sikring af krydset ved Ågade for at sikre både skolebørn og cykelpendlere.