23948sdkhjf

Boligselskab gennemfører renovering til 400 mio. kroner

Godt 500 almene boliger i Brøndby kan se frem til gennemgribende renovering og modernisering
Flere end 500 almene lejligheder og rækkehuse i Brøndby ved København med mere end 60 år på bagen får nu en meget tiltrængt modernisering. Samtidig bliver der beskæftigelse til masser af bygningsarbejdere inden for stort set alle fag i op mod tre et halvt år.

Det er konsekvensen af en storstilet renovering og modernisering af 539 boliger i boligselskabet Brøndbyparken til omkring 400 mio. kroner.

Moderniseringen er ifølge beboerne meget tiltrængt, fordi husene “ikke kan tåle at stå ude om natten", som det blev nævnt på et beboermøde i 2012, da beboerne med stort flertal vedtog den helhedsplan, som har været grundlag for Landsbyggefondens støtte. Beboerne har dermed haft stort indflydelse på renoveringen.

Den består blandt andet af efterisolering af murede facader med en ny skalmur, isolering af gavle, udskiftning af vinduer og yderdøre, nye badeværelser i en del af boligerne samt indretning af 48 ældre- og handicapegnede boliger. Desuden skal der bygges et helt nyt fælleshus.

Arbejdet udbydes i ni fag- og storentrepriser.

- Det er i høj grad bygherrens ønske at anvende fag- og storentrepriser for dermed at give muligheder for flere entreprenører at være med og dermed også, at lokale virksomheder får en chance for at være med, siger Michael Vielsted Berntsen fra Rubow Arkitekter, der er rådgiver på opgaven.

Største entreprise er facadearbejdet og opførelsen af et fælleshus, som anlås til op mod 225 mio. kroner. Entreprisen med nye døre og vinduer forventes at løbe op i 40 mio. kroner.

Partnerskab om lærlinge

Bygherren betinger sig i forbindelse med udbuddet, at arbejdet bliver udført på danske løn- og ansættelsesvilkår, ligesom entreprenørerne er forpligtet til skriftligt at underrette bygherren om indgåelse af aftaler med underentreprenører og væsentlige leverandører.

- Boligselskabet håber, at der ved renvoeringsarbejdet bliver mulighed for beskæftigelse af også lærlinge og meget gerne fra lokalområdet, oplyser Michael Vielsted Berntsen.

Boligselskabet lægger således i udbudsmaterialet op til, at der etableres et partnerskab med de vindende entreprenører om etablering af praktikpladser og midlertidige jobfunktioner i forbindelse med entreprisen.

Entreprenører er derfor forpligtet til at deltage i et møde med bygherren netop for at sikre praktikpladser og midlertidige jobfunktioner.

En række boligselskaber har i forbindelse med tilsvarende renoveringsprojekter med støtte fra Landsbyggefonden haft succes med partnerskaber om at skabe lærepladser. En opgørelse, som Dansk Byggeri og Boligselskabernes Landsforening har udarbejdet, viser, at der siden 2011 er skabt cirka 300 lærepladser ved sådanne almene renoveringsprojekter.

Der er frist for ansøgning om deltagelse i arbejdet i Brøndbyparken 2. april. Det forventes, at fem entreprenører prækvalificeres på hver af de ni entrepriser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126