23948sdkhjf

Manglende sikkerhed er også social dumping

Flere bøder til udenlandske byggevirksomheder efter stor fælles dumping-aktion
Op mod en snes udenlandske byggevirksomheder kan se frem til en bøde for grov tilsidesættelse af sikkerheden ved arbejdet.

Det er en af konsekvenserne af den fælles aktion mod social dumping, som Arbejdstilsynet, Skat og politiet gennemførte for tre uger siden.

Endnu er de tre myndigheder ikke færdige med at undersøge og behandle de mange sager med udenlandsk arbejdskraft, som er taget med hjem som følge af besøg på 110 byggepladser og gartnerier landet over.

I Arbejdstilsynet blev der konstateret 24 alvorlige tilfælde af overtrædelse af arbejdsmiljøloven, som på stedet førte til enten forbud mod at fortsætte arbejde eller et såkaldt strakspåbud. Tre af sagerne er sendt til juridisk vurdering med henblik på vurdering af, om der skal køres en egentlig straffesag.

- Alle 24 sager er i den alvorlige afdeling med især nedstyrtningsfare, og jeg forestiller mig, at der i langt hovedparten af sagerne vil blive overvejet en indstilling til et bødeforlæg, siger Hasse Mortensen, tilsynschef i Arbejdstilsynet og koordinator for tilsynets dumpingindsats, til Licitationen.

Hasse Mortensen mener, det i høj grad er naturligt, at der i forbindelse med social dumping-aktionerne også er skarpt fokus på sikkerhedsforholdene.

- Manglende sikkerhed er en trussel mod både den enkelte beskæftigede og mod den fair konkurrence. Vi ser en sammenhæng mellem formentlige billige udenlandske entreprenører og håndværkere og mangelfuld sikkerhed. Hvis man er i stand til at udføre en tagentreprise uden stillads, så kan man jo udføre tingene billigere end dem, der følger reglerne, så derfor er sikkerhedsforholdene en del af det samlede billede af, om det danske arbejdsmarked udsættes for social dumping, siger han.

27 RUT-sager

Arbejdstilsynet havde i forbindelse med aktionen også fokus på de udenlandske virksomheders registrering i RUT-registret. Der blev på dagen konstateret 23 virksomheder uden den lovpligtige registrering. Det tal er siden vokset til 29, idet der gemte sig en del enkeltmandsvirksomheder i hvad man i første omgang forestillede sig var lønmodtagere. Der er foretaget indstilling til politiet om at rejse tiltale i 27 af sagerne.

Politiet oplyser, at der i forbindelse med aktionen blev anholdt og frihedsberøvet syv udlændinge fra tredjeverdenslande uden opholds- eller arbejdstilladelse. Disse sager kan resultere i udvisning af landet.

Skat fik i alt 55 sager med hjem til nærmere undersøgelse af moms- og skatteforhold. Man er i øjeblikket i gang med at undersøge om virksomhederne er reelle eller ej og om de betaler skat. Skat regner med at have overblik over resultatet af undersøgelsen i midten af april.

Der gennemføres i løbet af 2012 i alt seks landsdækkende aktioner med deltagelse af de tre myndigheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.95