23948sdkhjf

Sjældne sølvmedaljer til nye svende

En murerlærling og en struktørlærling har opnået sølvmedaljer ved svendeprøverne på Learnmark Horsens
Mens man hver sommer hører om tårnhøje gennemsnit ved årets studentereksamener med mange 12-taller til følge, er det sværere at opnå den højeste udmærkelse ved bygge- og anlægsbranchens svendeprøver – en sølvmedalje.

Men lærlinge på bygge- og anlægsuddannelserne udviser en høj klasse ved de svendeprøver, som afholdes i øjeblikket.

I sidste uge kunne vi berette om den kun anden sølvmedalje i 37 år ved svendeprøverne på tømreruddannelsen i Randers, og på erhvervsskolen Learnmark Horsens har man også måttet finde sølvmedaljerne frem ved de netop afholdte svendeprøver.

Murerlærling Mikkel Stengård Christensen og struktørlærling Simon Østergaard fik således sammen med deres svendeprøvebeviser overrakt sjældne sølvmedaljer for deres ekstraordinært gode svendeprøver. For at få sølvmedalje skal man have topkarakterer i alle svendeprøvens discipliner, og det fik de to nye lærlinge.

Første gang i 15 år

Det er første gang i 15 år, at en elev fra murerafdelingen på Learnmark Horsens får sølv til en svendeprøve.

Det skyldes, at der til murersvendeprøven stilles så høje krav, at det er helt ekstraordinært, når det sker.

20-årige Mikkel Stengård Christensen, som er udlært murer fra Murer- & Betonfirmaet Erling Jørgensen A/S i Hornsyld, fik ikke kun overrakt en sølvmedalje for det gode håndværk. Han fik også en forsølvet murske fra Dansk Byggeri for både at være en særligt dygtig og interesseret murerlærling og en god kammerat.

- Jeg har været heldig at være i et firma, hvor jeg har haft mulighed for at prøve mange forskellige arbejdsopgaver. Det hjalp mig, da jeg skulle lave svendeprøven, som var lidt svær. Her skulle jeg både lave murer- og flisearbejde, vandskuring og fugearbejde, siger Mikkel Stengård Christensen, som også deltog i DM i Skills, hvor han på en stand skulle vise, hvordan man arbejder med efterisolering af huse.

Tre 12-taller

19-årige Simon Østergaard er uddannet anlægsstruktør hos Odder Kloakservice ApS, og han modtog også en sølvmedalje for sin svendeprøve – den 8. sølvmedalje i 23 år til en struktørlærling fra Learnmark Horsens.

For at få sølvmedalje hos struktørerne skal man have gennemsnitskarakteren 11,6 i alle tre del-eksaminer: Praktisk kloakeksamen, teori og belægningsopgave.

Simon Østergaards flotte resultat er blandt andet blevet til på baggrund af hans ambition om at være den bedste inden for sit fag.

- Når jeg har været på skolen, har jeg altid set det som en konkurrence, hvor det handlede om at være bedst til opgaverne. Den sværeste eksamen til svendeprøven var nok den teoretiske. Her havde vi fem dage til at løse en projektorienteret opgave, hvor vi skulle projektere et nyt hus på en byggegrund, som først skulle ryddes for et ældre hus, fortæller Simon Østergaard om den nye eksamensform, som Learnmark Horsens kører som forsøgsordning.

Til svendeprøven kan murere og struktører bestå deres eksamen med antaget (bestået), med ros, med en bronzemedalje og en sølvmedalje som den absolut bedste udmærkelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11