Entreprenør med styr på maskinerne
Mangel på data og support fik to brødre til at lede efter maskinstyring nu forhandler, monterer og servicerer de selv norske DigPilot
Flemming Pedersen er uddannet bygningskonstruktør og har arbejdet med CAD og tegnet i 3D i mange år. Og så er han storebror til Lars, som er indehaver af Vejstrup Maskinstation på det sydøstligste Sydfyn. Deres far, Kjeld Pedersen, lagde grunden til virksomheden i 1952, og i mange år var der tale om en traditionel landbrugsmaskinstation.
I dag er Vejstrup Maskinstation dels et entreprenørfirma og dels leverandør af avancerede maskinstyringsanlæg til netop entreprenører.
Førte til Skovlunde
- Da vi hverken kunne få de data eller den support, vi havde brug for, vurderede vi, at andre nok var i samme situation med dyre anlæg. Derfor begyndte vi at lede efter et system, vi selv kunne bruge og måske også leje ud til små entreprenører, der ikke kan investere 350.000 kroner for at løse en enkelt eller to opgaver. Naturligvis var det Google, der kom med svaret. Vi fandt frem til den danske importør af de norske maskinstyringssystemer DigPilot, fortæller Flemming Pedersen.
Det er firmaet Andersen & Nielsen i Skovlunde, der har importaftalen med DigPilot i Norge. Brødrene i Vejstrup øst for Svendborg har ekspertisen i både at montere, servicere og lave projekterne i 3D. Så Andersen & Nielsen kunne godt se fornuften i at lægge det praktiske i hænderne på "Pedersen & Pedersen" på Fyn.
Udfarende kraft
- Vi blev hurtigt enige om, at Andersen & Nielsen står for importen, og vi er den udfarende kraft på DigPilot, som vi har arbejdet meget med at fordanske. I det daglige har vi direkte kontakt med fabrikken i Oslo, og det betyder, at kommandovejen er ganske kort. Det har blandt andet medført, at vi som de eneste i verden kan tilbyde et system, der tager højde for udskud på en rendegraver, siger Flemming Pedersen.
- Vi kender jo godt de store spillere på banen for maskinstyringssystemer. Jeg sidder faktisk også og laver projekter til kunder, som skal bruge dem i nogle af konkurrenternes systemer. Men dermed kender vi også både styrker og svagheder.
- Når systemerne er monteret og kalibreret, kan de såmænd det samme. Fordelene skal findes andre steder. Og vi ser da en helt klar fidus i, at DigPilot har trådløse sensorer. Det har "de andre" ikke. Dermed er vi ude over beskadigede kabler med dyr udskiftning. Det værste, der kan ske med en DigPilot-sensor er, at den bliver tabt og bliver kørt over af en maskine. Så leverer vi en ny formedelst et sted mellem 7000 og 15.000 kroner, afhængig af sensorens funktion, forklarer Flemming Pedersen.
Trådløse sensorer
- Den trådløse opbygning gør det muligt helt umiddelbart at flytte anlægget fra maskine til maskine. Det gælder både 2D- og 3D-systemer. Et GPS-anlæg fra DigPilot koster cirka 230.000 kroner. Derefter udbygger man til flere maskiner ved at købe flere holdere, som enkelt monteres rundt om på maskinerne. For hver ekstra maskine, der skal forberedes til at køre med 3D GPS-anlægget, skal man regne med en udgift på blot 25.000 kroner. Det vil sige, at totaludgiften for at kunne køre med anlægget i for eksempel tre maskiner, er omkring 300.000 kroner. Det er mindre, end konkurrenterne tager for et anlæg til en enkelt maskine, siger Flemming Pedersen.
Det er Flemming Pedersen, der tager sig af det meste med maskinstyring og projektstyring på opgaver for kunderne.
- Det er jo Lars, der er indehaver og dermed chefen. Men han vil helst sidde i en gravemaskine, forklarer Flemming Pedersen.
- I øjeblikket har vi 12 medarbejdere i Entreprenørfirmaet Vejstrup Maskinstation A/S. Men vi indlejer også i stort omfang folk til specielle opgaver. Vi laver alt i jord, kloak og belægning, og vi har meget arbejde for Svendborg Kommune. Samtidig lejer vi også maskiner ud til andre entreprenører, og derfor var det oplagt også at se på muligheden for både at leje GPS-maskinstyringer ud og sælge, montere og servicere dem, siger Lars Pedersen.
Klar til Agromek
Brødrene Pedersen forlader det sydfynske for en stund, når der kaldes til Agromek i Herning fra 25. til 28. november. Med DigPilot rykker de ind på standen hos Andersen & Nielsen, hvor et maskinstyringssystem monteres på en minigraver.
- Det bliver en elektrisk drevet én af slagsen, så vi satser på at kunne demonstrere DigPilot inde i udstillingshallen. Til foråret vil vi holde "åben grusgrav" og vise systemet frem i en grusgrav på Fyn, hvor der bliver lejlighed til både at se 2D-versionen på en rendegraver og 3D-styring på en større gravemaskine.
- Vores styrke i forhold til de store på markedet er, at vi kommer med hele pakken. Det mener vi ikke, at de andre gør. Vi er klar til at levere hele pakken med opmåling, projekt, anlæg, instruktion, support og kvalitetssikring, hvis det ønskes. Sammen med den klare fordel i at køre med trådløse sensorer gør det, at vi føler os klar til at tage kampen op med de store, siger Flemming Pedersen hos Entreprenørfirmaet Vejstrup Maskinstation.