23948sdkhjf

Colas har skåret asfaltforretning til

Colas har sagt farvel til godt halvdelen af Skanska Asfalts medarbejdere efter opkøbet
Knap to måneder er gået, siden Colas Danmark købte Skanska Asfalt A/S.

Colas, som er den næststørste danske asfaltaktør - efter NCC Roads - overtog omkring 90 medarbejdere fra Skanska Asfalt, men omkring halvdelen fortsætter ikke hos Colas.

- Vi har bibeholdt 40 til 45 ansatte. Tilpasningen har hovedsageligt fundet sted i Køge og Horsens, og det har primært drejet sig om administrativt personale samt laboratie- og fabrikspersonale, siger Hans Oluf Krog, der er adm. direktør i Colas Danmark.

Det er ikke alle Skanska-medarbejdere, der har forladt Colas i forbindelse med opkøbet, som har fået en fyreseddel i hånden.

- Det er ikke alle, der er blevet afskediget. Nogle medarbejdere har selv valgt at gå frivilligt, eksempelvis fordi de har fundet noget andet, siger Hans Oluf Krog.

Fabrik i mølposen

Ud over de omkring 90 ansatte overtog Colas med opkøbet to asfaltfabrikker - en i Køge og en i Horsens - samt en emulsionsfabrik i Odense. I forvejen har Colas syv asfaltfabrikker og en emulsionsfabrik i Pjedsted. Med opkøbet råder Colas nu over to asfaltfabrikker i Horsens, og det har haft konsekvenser for Skanskas fabrik.

- Vi har besluttet at lægge fabrikken i mølposen og har trukket al produktion over i vores nuværende fabrik i Horsens. Vi har ikke behov for den lige nu med den kapacitet, som vi regner med at have, og den kapacitet, som Skanska havde, siger Hans Oluf Krog.

Mens fabrikken i Horsens står på standby, kører fabrikken i Køge videre, selv om Colas har en fabrik i Herfølge.

- Pt. ser vi fordele ved at have en fabrik i Køge, så vi kører lige nu med både en fabrik i Køge og Herfølge, siger Hans Oluf Krog.

Begge emulsionsfabrikker er fortsat også i brug, da det ikke er de samme emulsionsprodukter, de to fabrikker producer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097