Regeringspartier holder fast i sociale klausuler
Produktivitetskommissionens anbefaling om, at afskaffe sociale klausuler vækker ikke begejstring hos regeringspartierne. Helt på månen", mener S.
- Vi vil bevare de sociale klausuler. Det er vigtigt, at blive ved med at stille krav om, at virksomhederne skal oprette praktikpladser, og at de skal overholde danske overenskomster, siger Andreas Steenberg, erhvervsordfører for de radikale.
Hos det andet regeringsparti, Socialdemokraterne, har ordfører for ungdoms-, erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser, Ane Halsboe, heller ikke meget tilovers for Produktivitetskommissionens anbefaling om at afskaffe sociale klausuler.
- Det er helt på månen. Vi har brug for, at man tager ansvar, ellers kommer vi til at mangle faglærte. Hvis ikke vi som offentlig udbyder skulle stille krav om, at der er tilstrækkeligt med lærlinge i de virksomheder, der udfører arbejde for os, så ville vi ikke løfte vores opgave. Vi må stille krav, når der bygges for skattekroner, siger Ane Halsboe.
Det var regeringen og Enhedslisten der i forbindelse med finanslovsaftalen for 2013 blev enige om, at staten som bygherre så vidt muligt skal stille krav om praktikpladser i de virksomheder, der bygger for eller leverer til staten.
Har ikke luft
Men nu har Produktivitetskommissionens formand, Peter Birch Sørensen slået fast, at lærlinge- og arbejdsklausuler hæmmer konkurrencen og produktiviteten i blandt andet byggebranchen, fordi de mindre virksomheder ikke kan deltage i udbud, hvis ikke de kan finde luft i budgettet til at ansætte flere lærlinge.
- Jeg er godt klar over, at de kan være konkurrenceforvridende, men vi har truffet valget, fordi vi også fremover vil sikre faglært arbejdskraft, så de klausuler er i sidste ende gode for virksomhederne. Hvis man kun skal gå efter det billigste, så vil det ofte være, at hyre virksomheder fra Østeuropa, men så kan vi ikke samtidig sikre, at der fremover vil være faglært arbejdskraft i Danmark - for det kræver praktikpladser, siger Andreas Steenberg.
Ane Halsboe køber ikke kommissionens argument om, at sociale klausuler gør det sværere for de mindre virksomheder at få opgaver for det offentlige.
- Vi kan tværtimod se på tallene, at de små virksomheder er bedst til at løfte deres ansvar i forhold til praktikpladser. Det er de store, der ikke tager deres del. Og hele påstanden omkring, at det skulle blive dyrere for det offentlige, bunder i en snæver måde at se den slags på, siger hun.
Skyttegravskrig
Debatten om sociale klausuler har i lang tid været en velkendt skyttegravskrig med arbejdsgivere på den ene side og arbejdstagere på den anden. Således meldte Dansk Byggeri i går ud, at de støtter op om forslaget om at afskaffe sociale klausuler, mens BAT-kartellet fandt det uforståeligt", at Produktivitetskommissionen er gået ind i debatten om løn- og arbejdsvilkår.
Der har i de forskellige kommuner været mange måder at udarbejde de sociale klausuler på.
I Københavns Kommune stiller man kravene i forbindelse med bestemte typer opgaver. For eksempel der hvor opgaven strækker sig over mere end seks måneder, så man derved kan garantere et praktikforløb af en længere varighed, og hvor den samlede lønsum i forbindelse med løsningen af opgaven er over fire mio. kroner.
I modsætning til Københavns Kommune har man i Aarhus ikke sat nogen minimumsgrænse for, hvornår klausulerne skal gælde. I stedet vurderer man fra udbud til udbud, hvilke krav, der skal stilles.
Skadeligt
Hvor forslaget om at afskaffe sociale klausuler ikke får opbakning fra regeringspartier, så er Joachim B. Olsen, Liberal Alliances erhvervsordfører anderledes positivt stemt.
- Sociale klausuler og strikse krav til leverandører er efterhånden blevet et mantra fra venstrefløjen, så det er kun godt, at Produktivitetskommissionen nu bidrager til at gøre opmærksom på, at sådanne krav presser prisen unødigt højt i vejret til skade for skatteborgerne. Jeg håber, at regeringen nu får øjnene op for, at det er skadeligt, når konkurrencen begrænses, og på den baggrund fremlægger en plan, som giver private aktører mulighed for frit at kunne byde ind i alle de henseende, hvor det overhovedet er muligt, siger Joachim B. Olsen.