23948sdkhjf

Bæredygtighed behøver ikke være en udfordring

Køge Kommune vil have indbyggerne til at investere i energibesparende huse.
I 2005 startede Køge Kommune et projekt, hvor der skulle opføres energibesparende parcelhuse i et nyt boligområde i Herfølge. Kravet var, at husene skulle leve op til Svanemærke-certificeringen ved at benytte bæredygtige materialer.

I alt 64 parcelhuse og 12 rækkehuse er nu ved at være færdigbyggede, og heraf har byggefirmaet Lind & Risør A/S med assistance fra byggecentret Øbro Træ A/S fra København stået for opførelsen af 18 parcelhuse.

- En af de største udfordringer ved at bygge Svanemærkede parcelhuse er dokumentationen, der skal indsamles for at bygge efter svanemærkekriterierne. Øbro Træ har rådgivet os ud fra deres særlige materiale- og systemviden, som ellers er et stort spindelvæv at finde rundt i, siger sikkerheds- og miljøleder Jan Pedersen fra Lind & Risør A/S.

Øbro Træ A/S har især undersøgt og leveret materialer til vinduer, døre, gulve og tagkonstruktioner. På den måde lever husene op til materialekravene for Svanemærket, som er bestemt af Miljømærkning Danmark.

Ikke dyrere

Nogle af kravene til Svanemærkede huse er, at de er sunde og vedligeholdelsesvenlige, har en lav miljøbelastning og understøtter et lokalt naturindhold.

Men ifølge Lind & Risør er det ikke meget dyrere at købe materialerne til at opføre et energibesparende parcelhus, selvom mange tror det. Samlet set er udgifterne fem til 10 procent større ved at bygge efter Svanemærkets kriterier, og størstedelen af materialerne har byggecentrene i deres sædvanlige sortiment.

En udfordring kan dog opstå, hvis en kunde eksempelvis efterspørger en særlig træsort fra udlandet til sit køkken, og Miljømærkning Danmark ikke mener, at træet lever op til de særlige miljøkrav for Svanemærket.

Her kan for eksempel et byggecenter undersøge materialets oprindelse og levere den gyldige dokumentation for godkendelse hos Miljømærkning Danmark, så køber kan få sit ønske opfyldt.

Brancheforeningen Danske Byggecentre finder projektet i Køge Kommune interessant, og ifølge adm. direktør Palle Thomsen er Svanemærkede huse en tendens, vi fremover kommer til at se mere til.

- Fra politisk side er det besluttet, at kommunerne skal leve op til en række krav om at nedsætte CO2-udslippet. Derfor vil der komme flere bæredygtige byggerier i fremtiden opført efter strikse miljøkrav. Vi arbejder i den forbindelse på at uddanne vores folk i byggecentrene til at kunne rådgive om energibesparelser, siger adm. direktør for Danske Byggecentre, Palle Thomsen.

De første huse i området i Herfølge, der hedder Svanemarken og Svanelunden, stod færdige i 2007, og de sidste forventes færdiggjort i 2014. Projektet startede i 2005, og er en del af en større strategi for at nedsætte CO2-udslippet i Danmark, oplyser Køge Kommune.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11