MT Højgaard indretter ny forskningsbygning
MT Højgaard har vundet ordren på indvendig komplettering af Niels Bohr Bygningen i København
Niels Bohr-bygningen bliver reelt to bygninger på hver sin side af Jagtvej. De to bygninger forbindes både af en intern tunnelforbindelse under vejen og en såkaldt skywalk i tredje sals højde. MT Højgaard skal udføre den indvendige komplettering, hvilket indebærer ansvar for vægge, gulve og lofter samt forskellige former for laboratorieindretning og andet inventar.
Det er en ordre til i alt cirka 161 mio. kroner.
- Det er en rigtig spændende opgave, for bygningen kommer til at rumme både undervisnings- og forskningsfaciliteter for mange tusinde mennesker, fortæller sektionsdirektør i MT Højgaard Lars Fuhr Pedersen i en pressemeddelelse.
Konkrete erfaringer
Med blandt andre DONG Energys, Novo Nordisk og det tidligere KPMGs domiciler på referencelisten er MT Højgaard vant til at indgå i store, komplekse byggerier.
- Det er klart, at vores faglige kompetencer og erfaring fra tidligere projekter spiller en væsentlig rolle, når vi afgiver tilbud. I denne situation har vi haft et meget engageret team, som har bidraget med konkrete erfaringer fra produktionen af lignende projekter, og det har været med til at gøre tilbuddet den tand skarpere, der skulle til for at vinde opgaven, siger Lars Fuhr Pedersen.
Bygningerne skal rumme dele af de fysiske, kemiske, datalogiske, naturfagsdidaktiske og matematiske institutter på Københavns Universitet
Lokalerne får plads til mellem 3.ooo og 4.000 stusderende, cirka 900 undervisningsaktive forskere, ca. 260 ph.d. studerende samt tekniske og administrative medarbejdere.
I alt forventes byggeriet at omfatte cirka 50.000 kvm laboratorie- og undervisningsfaciliteter, heraf cirka 35.000 kvm over terræn og godt 12.000 kvmr kælder.
Færdig i 2017
Med ordren til MT Højgaard er endnu en af de store entrepriser faldet på plads. I sidste måned vandt Aarsleff opgaven med at opføre råhuset på 52.000 kvm, mens rådgivervirksomheden Grontmij vandt kontrakten på byggeledelsen, mens Contiga Tinglev leverer betonelementerne til råhuset. Og for godt to uger siden vandt den vestjyske facadeentreprenør HSHansen lukningsentreprisen på i alt 200 mio. kroner.
Byggeriet starter i sensommeren 2014. MT Højgaard forventer at kunne starte på kompletteringen i foråret 2015, og bygningerne skal efter planen tages i brug ved årsskiftet 2016/2017.