23948sdkhjf

Byggeriet opretter flere lærepladser

Markant fremgang i antallet af nye praktikaftaler i bygge- og anlægsbranchen i første halvår i forhold til sidste år
Landets bygge- og anlægsvirksomheder har atter fået mod på at ansætte lærlinge. Der er i første halvår i år indgået 31 procent flere uddannelsesaftaler inden for bygge og anlæg end i den tilsvarende periode sidste år.

Der er i årets første seks måneder indgået samlet 3.257 uddannelsesaftaler i byggefagene. Det er det højeste antal siden 2008 men langt fra niveauet, inden byggeriet blev ramt af krisen. I første halvår 2007 blev der således indgået knap 5.000 uddannelsesaftaler i byggeriet.

- Det er rigtigt positivt, og vi skal glæde os over fremgangen, men vi skal bare huske, at vi kommer fra et dårligt udgangspunkt. 2013 var det ringeste år nogensinde, så det skulle sandelig også helst gå fremad igen, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.

Underdirektør Tina Voldby fra Tekniq glæder sig over, at markant flere unge fra starten af deres uddannelse får fast tilknytning til en virksomhed.

- For både el og vvs er optaget af lærlinge vokset i stort set hele landet og ganske meget i både Københavnsområdet og på Sjælland, hvor der generelt er størst mangel på praktikpladser, siger hun.

Også Steen Boesen, uddannelseskonsulent i Byggegruppen i 3F, glæder sig over fremgangen.

- Men der er stadig alt for mange uden praktikplads, så der skal skaffes mange flere praktikpladser før vi kan være rigtigt tilfredse, siger han.

Samlet har knap 3.000 unge med lyst til en fremtid i byggeriet ingen praktikplads. Heraf har de godt 1.800 valgt at fortsætte uddannelsen i skolepraktik.

Opsøgende arbejde

Louise Pihl kalder den store fremgang bemærkelsesværdig, idet der ikke er sket en stigning i beskæftigelsen i branchen.

- En del af fremgangen skyldes uden tvivl et vist overløb i forbindelse med udløb af praktikpladspræmien. Det kan man se af den ekstraordinære store stigning i februar og marts, men der har været stigning også i april, maj og juni, så den positive udvikling fortsætter. En anden forklaring er, at skolernes opsøgende arbejde i forbindelse med praktikcentrene begynder at give resultater, ligesom vores velfungerende partnerskabsaftaler med nu 26 kommuner også giver nye lærepladser, siger hun.

Steen Boesen vurderer, at en del af forklaringen på fremgangen i praktikaftaler skal findes i, at de sociale klausuler ved større offentlige bygge- og anlægsarbejder begynder at virke.

- De offentlige myndigheder skal derfor fortsætte ad den vej, og de kommuner, der endnu ikke har indført sociale klausuler, bør få det gjort, så der er lærlinge med, når der bygges for skattekroner. Samtidig er der brug for, at arbejdsgiverne tager sig sammen og får oprettet flere lærepladser. Hvis vi skal have flere til at tage en erhvervsuddannelse, så er det helt afgørende, at de kan få en praktikplads, siger han.

Tina Voldby mener, at virksomhederne tænker langsigtet.

- Virksomhederne signalerer klart, at de er fremsynede og har taget bestik af, at branchen kan få travlt, blandt andet når de store infrastrukturprojekter søsættes, siger hun.

Fremgang for næsten alle

Alle byggefag på nær murerfaget kan opleve fremgang i antallet af praktikaftaler i forhold til første halvår 2013. For struktører og tømrere er der tale om en fremgang på omkring 50 procent, antallet af nye lærepladser til vvs-lærlinge steg 34 procent, mens der blev indgået 23 procent flere aftaler for elektrikerlærlinge og 19 procent flere for malerlærlinge. Murerfaget har en lille tilbagegang på to procent.

Byggeriets udvikling står i kontrast til den generelle udvikling, idet der for alle erhvervsuddannelserne under ét er tale om tre procent færre uddannelsesaftaler end i fjor.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11