23948sdkhjf

Vejdirektoratet skærper brotilsyn

Uafhængig statiker gennemfører tredjepartskontrol ved alle brobyggerier
Alle Vejdirektoratets brobyggerier bliver indtil videre underkastet en ekstra tredjepartskontrol.

Det er en af konsekvenserne af, at en bro under støbning over Helsingørmotorvejen kollapsede for godt en måned siden.

Indtil den uafhængige undersøgelseskommission, der blev nedsat efter ulykken, kommer med sin redegørelse, udvider Vejdirektoratet sin kontrol med stilladser og forskalling i forbindelse med broprojekter.

- Vi havde et system, som vi stolede fuldt og fast på, men indtil vi ved, hvad der skete, løfter vi hele tilsynsniveauet et hak til den skrappeste kontrolklasse, siger anlægschef Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet.

- Ud over den allerede kendte kontrol, som er en følge af Stilladshåndbogen og med fastholdelse af entreprenørens navngivne stilladskoordinator og bygherrens evaluator, bliver der nu lavet en ekstra trepartskontrol af beregningerne af en erfaren statiker, som ikke har været involveret i de pågældende projekter. Dermed har vi tilført tilsynet et ekstra lag, siger Erik Stoklund Larsen.

Den skærpede kontrol gennemføres i forbindelse med alle brostøbninger, indtil der kommer en konklusion på udredningsarbejdet. Ekstrakontrollen vil normalt tage et par uger ekstra i forhold til normal planlægning.

To broer på vej

I første omgang er to brobyggerier ved at blive underkastet den uafhængige tredjepartskontrol.

Der er tale om en bro ved Holeby på Lolland og en bro på Køge Bugt-motorvejen over Taastrupvej - i begge tilfælde brobyggeri over veje i drift. På begge broer var der planlagt støbning, da ulykken skete på Helsingørmotorvejen ved Nærum.

Erik Stoklund Larsen forventer, at støbning på begge broer vil ske inden for et par uger.

Afventer konklusioner

I Vejdirektoratet er der ikke viden om, hvor længe udredningsarbejdet vil vare.

- Arbejdet må tage den tid, som det tager. Det hverken kan eller skal vi blande os i. Nu indfører vi i første omgang den ekstra kontrol og afventer konklusionerne på udredningsarbejdet. Om det giver anledning til skærpelse i forhold til Stilladshåndbogen ved vi naturligvis ikke endnu, men det kan bestemt ikke udelukkes, siger Erik Stoklund Larsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114