Frygt for autorisationsdiscount
Tekniq mener, at udspillet til uddannelse for de eventuel kommende delautoriserede inden for el og vvs er utilstrækkelig
Så markant er meldingen fra installatørernes organisation Tekniq om Sikkerhedsstyrelsens udspil til uddannelse af de delautoriserede.
- Vi mener simpelthen, at der er alvorlige mangler i den uddannelse, som Sikkerhedsstyrelsen lægger op til. Efter vores opfattelse er det ikke, hvad der er nødvendigt af hensyn til både de beskæftigedes og forbrugernes sikkerhed, siger Simon O. Rasmussen, afdelingschef i Tekniq.
Et halvt års uddannelse
Regeringen ønsker som et led i en række initiativer for at få mere konkurrere generelt på det danske marked at åbne for såkaldte delautorisationer inden for el- og vvs-området, så det eksempelvis bliver lettere at få autorisation til at udføre installationer i boliger. Det vil indebære, at man kan erhverve en delautorisation på et halvt år, hvor den almindelige autorisationsuddannelse i dag tager to år - oven på elektriker- henholdsvis vvs-uddannelsen.
Blandt andre Tekniq har kritiseret regeringens lovudspil kraftigt og vendt sig imod tanken om delautorisationer.
- På trods af vores generelle modstand har vi imidlertid konstruktivt bidraget til, hvad der skal til af kvalifikationer, hvis man alligevel indfører delautorisationer. På et møde før sommerferien 2013 med deltagelse af Sikkerhedsstyrelsen blev det således besluttet, at vi skulle udarbejde et udkast til, hvordan en uddannelse som bolig-elinstallatør skal struktureres og hvilket indhold og adgangsforudsætninger, der skal være, siger Simon O. Rasmussen.
- Dette arbejde har vi naturligvis udført, men det har desværre ikke ført til ændringer i lovforslaget, som det nu ligger. Ja, vi har faktisk intet hørt fra Sikkerhedsstyrelsen. Det er vi stærkt skuffede over, siger han.
Der mangler matematik
Den toårige installatøruddannelse har et indhold efter det fælles europæiske målesystem på 120 ECTS-point. Sikkerhedsstyrelsens forslag til uddannelse for delautoriserede indeholder 35-40 point, mens Tekniqs forslag til en uddannelse som bolig-elinstallatør er opgjort til 67 point.
- Det er svært for de studerende at bestå den nuværende autorisationsprøve, som Sikkerhedsstyrelsen har ansvaret for. Det er ikke ualmindeligt, at 10-20 procent dumper. Autorisationsprøven forudsætter blandt andet et betydeligt matematikniveau. Derfor er det ikke holdbart - som Sikkerhedsstyrelsen har gjort - at udforme et uddannelsesforløb uden et væsentligt matematikniveau, siger Simon O. Rasmussen.
Tekniq mener også, at det er væsentligt at have kendskab til projektledelse, dokumentation, kommunikation, entreprisestyring og kvalitetsledelse. Heller ingen af disse elementer indgår med vægt i de nye del-autorisationer.
- Det er helt afgørende for effekten af delautorisationer, at de delautoriserede er tilstrækkeligt kvalificerede. Delautoriserede kan selvfølgelig nøjes med en smallere kompetenceprofil end en fuldt autoriseret. Imidlertid skal både fuldt autoriserede og delautoriserede være fortrolige med elteknik på et niveau, der ligger over det niveau, der opnås i elektrikeruddannelsen, siger Simon O. Rasmussen.
Styrelse har lyttet
Pressechef i Sikkerhedsstyrelsen Dorthe G. Rasmussen bekræfter, at Tekniq har været indbudt til at give sit bud på de delautoriseredes uddannelse.
- Men det har også en række andre aktører, blandt andre brancher udenfor autorisationsområdet - for eksempel Dansk Byggeri, Dansk Erhverv og DI - og ikke mindst erhvervsakademierne, som forventes at skulle udbyde uddannelserne. Vi har loyalt lyttet til alle bidrag, siger hun.
Da lovforslaget om ny autorisationslovgivning var til første behandling i november, var der ikke umiddelbart flertal for forslaget i den foreliggende form, og flere ordførere havde adskillige spørgsmål til ikke mindst forbrugernes sikkerhed.
Erhvervs- og Vækstudvalget i Folketinget afholder derfor i dag en høring for at sætte fokus på de rejste problemstillinger.