Fynboer leverer pumper til Femern
Pumpevirksomheden Lykkegaard A/S skal levere og montere tre store propelpumper til Femern-projektet
Pumperne skal indgå i den nye pumpestation, som opføres i forbindelse med det store anlægsprojekt.
- Der er blevet lavet pumper på denne adresse i 132 år, og jeg er fjerde generation, der driver fabrikken. Så der er en særlig stolthed, når vi får lov til at vinde opgaver på nogle af de helt store projekter i Danmark, siger Karsten Lykkegaard, der er direktør i Lykkegaard A/S, som har hovedsæde i Ferritslev på Fyn.
Pumperne skal bruges i den nye pumpestation, der bliver bygget ved Rødbyhavn som erstatning for den gamle Strandholm Pumpestation, fordi den ligger i det område, hvor den kommende tunnelelementfabrik skal ligge.
- Vi har fået flere gode bud, men Lykkegaard A/S vandt opgaven, fordi virksomheden var den, der kunne levere den mest optimale løsning i forhold til både kvalitet, pumpekapacitet, drift og vedligehold, som kontrakten også indeholder, fortæller Bo Eske Nielsen, der er direktør i Femern A/S.
Fremrykkede aktiviteter
Opførelsen af pumpestationen er blevet en del af Femern A/S fremrykkede aktiviteter, der går ud på at forberede området ved Rødbyhavn til anlægsarbejdet med Femern tunnelen, som påbegyndes næste år, når anlægsloven er vedtaget. Pumpestationen har stor betydning for lokalområdet, fordi den sikrer afvanding af de mange lavtliggende marker.
At der skal leveres tre pumper er en opgradering af pumpekapaciteter, idet den gamle pumpestation kun har haft to pumper.
Hver af de tre pumper kan pumpe 0,7 kbm vand i sekundet. Og at der er tre frem for to betyder blandt andet, at man kan spærre af for en af pumpelinjerne og tørlægge pumpesumpen, så man kan komme ned og inspicere pumperne under pumpestationen, hvis det er nødvendigt.
Ifølge Karsen Lykkegaard planlægger virksomheden også at byde ind på levering af nogle af de pumper, der skal bruges i selve tunnelen.