MT Højgaard vinder metro-kontrakt
MT Højgaard skal stå for aptering af alle de nye metrostationer på Cityringen
Mens de eksisterende metrostationer er kendetegnet ved en enkel, stram arkitektur, der går igen på alle stationer, vil der blive bragt flere farver og materialer i spil på de kommende stationer på Cityringen, hvor hver station får sit eget særpræg.
Metroselskabets tekniske direktør, Erik Skotting udtaler:
- Vi har haft en lang og god udbudsproces med tre stærke bud, der alle var meget lige, hvad angår prisen. MT Højgaard vandt ud fra en samlet vurdering med det bedste tilbud, og de får den vigtige opgave med at sikre den høje arkitektoniske standard, som Metroen i København er kendt for, siger Metroselskabets tekniske direktør Erik Skotting om valget.
MT Højgaard A/S vandt kontrakten foran Gartner GmbH og Lindner AG.
Anden store opgave
For MT Højgaard er det den anden store opgave i forbindelse med Cityringen, idet virksomheden også stod for opførelsen af CMC, kontrol- og vedligeholdelsescentret i Sydhavnen, som blev afleveret i april i år til tiden og inden for budgettet.
- På CMC havde vi et godt samarbejde med både Metroselskabet og italienske Ansaldo, og derfor fortsætter vi med samme team af medarbejdere i MT Højgaard til at lede denne opgave, siger Peter Falkenham, divisionsdirektør i MT Højgaard.
Han oplyser, at det forventes, at MT Højgaard udfører omkring en fjerdedel af kontrakten i egenproduktion, mens den resterende del udføres af primært danske underentreprenører, herunder MTH-datterselskabet Lindpro.
Krav om lærlinge
Kontrakten med den arkitektoniske færdiggørelse af Cityringens stationer ventes at omfatte i alt cirka 700 årsværk. Heraf vil cirka 170 årsværk være ude på byggepladserne med monteringen på metrostationerne.
Der er for første gang på Cityringen stillet et egentligt krav om et vist antal praktikpladser. Ifølge kontrakten skal der minimum være 16 lærlingeårsværk på kontrakten. Det svarer til godt to procent af arbejdsstyrken.
Peter Falkenham oplyser, at MT Højgaard forventer, at et sted mellem fem og 10 procent af arbejdspladserne ude på byggepladserne vil tilgå lærlinge.
- Opgaven er ret varieret og varer i mere end tre år, så der er gode muligheder for både os selv og vores underentreprenører til at have lærlinge med på arbejdet, siger han.
Arbejdet forventes at gå i gang i slutningen af 2015 og stå færdig i begyndelsen af 2019.