23948sdkhjf

Et mix af stålopgaver giver vækst

Give Stålspær har i 2013 øget indtjeningen og har leveret et årsregnskab med millioner i overskud
Et godt mix mellem komplekse stålkonstruktionsopgaver og de mere traditionelle opgaver som eksempelvis landbrugs- og industrihaller er en af forklaringerne på, at Give Stålspær A/S kan præsentere et årsregnskab, der vidner om kraftig vækst.

- Fordelingen mellem de komplekse og simple opgaver er cirka 50/50. Ofte kommer de komplekse opgaver i store klumper, og det skaber et vakuum løbende. Det er som, hvis man forestiller sig at have en spand fyldt med store sten, så udfylder de simple opgaver hullerne og skaber dermed et konstant flow, siger Teil Bechmann, indehaver og salgsdirektør i Give Stålspær.

I det netop offentliggjorte årsregnskab for 2013 har alle tallene fået et hak opad. Bruttoresultatet er steget med 23 procent fra 27,2 mio. kroner til 33,5 mio. kroner, mens årsresultatet er fordoblet fra 3,6 til 7,2 mio. kroner.

Kraftig vækst

I 2003 overtog Teil Bechmann og Torben Larsen Give Stålspær, som har eksisteret i over 40 år. Efter ejerskiftet har virksomhedens størrelse ændret sig markant, og antallet af medarbejdere er vokset fra 17 til over 170 medarbejdere ved udgangen af 2013.

- Vi har vækstet i alle årene undtagen et enkelt år på grund af finanskrisen. Vi arbejder på at udvikle os hver dag og guider medarbejderne til ikke at blive hængende i traditioner, siger Teil Bechmann.

Ud over dygtige medarbejdere påpeger Teil Bechmann, at et stort fokus på prisen har været med til at give Give Stålspær gode resultater.

- Som markedet er nu, er det vigtigt, at priserne er trykket godt i bund. Derfor har vi valgt primært at styre salget centralt fra Danmark, selv om vi eksporterer meget. På den måde kan vi holde styr på prisen og være konkurrencedygtige. Dog har vi to salgskontorer i Tyskland, men dem er vi i tæt kontakt med, siger han.

Give Stålspærs eksport til hovedsageligt Sydtyskland, Nordnorge og som noget nyt Sverige udgør sammenlagt 40 til 60 procent af omsætningen, og forventningen er, at eksporten vil stige til næste år.

- Vi forventer, at markedet i Sverige stiger til næste år. Sverige har også tradition for byggerier med stålkonstruktioner, og derfor ser vi et stort marked dér, siger Teil Bechmann.

Bliver i Danmark

Selv om omkring halvdelen af Give Stålspærs omsætning går til udlandet, har virksomheden ingen planer om at rykke produktionen til udlandet.

- Selv om vi har udgifter til transport, så kan vi matche priser i udlandet. Jeg tror, at det skyldes, at vi arbejder anderledes i Danmark. Vi har en anden måde at producere på. I Danmark er vi meget effektive og måske ikke så regelsatte. Medarbejderne i Danmark holder måske ikke helt så fast i gamle normer og traditioner, som man gør i udlandet, siger Teil Bechmann.

Udenlandske ansatte

At medarbejderne er i Danmark er dog ikke ensbetydende med, at alle ansatte er danske.

- Vores største udfordring er at skaffe kvalificeret arbejdskraft - både ingeniører og faguddannet personale. Derfor er omkring 25 af de 170 ansatte fra lande som Polen, Ukraine og Letland. De er ansat på præcis samme vilkår som vores danske medarbejdere, så det er ikke baggrunden for, at de er ansat. Det handler om, at de udgør kvalificeret arbejdskraft med en smede-baggrund, siger Teil Bechmann.

Det er ikke kun eksporten, Give Stålspær forventer vil stige. Generelt er forventningen ifølge Teil Bechmann, at firmaet fortsat vil vækste, da ordrebeholdningen er lidt bedre nu, end den var på samme tidspunkt sidste år.

@FAKTA-LILLE-MED-INDL:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093