Kommuner får hjælp til OPP-projekter
Fem kommuner kan nu gå i gang med at opføre blandt andet nye skoler og idrætsanlæg som OPP, efter de har fået dispensation fra lånereglerne. Kommunerne bliver samlet fritaget for at deponere 160 mio. kroner
Økonomi- og Indenrigsministeriet har netop givet Dragør, Holbæk, Køge, Jammerbugt og Greve kommuner dispensation fra lånereglerne inden for offentlig-private partnerskaber (OPP).
Når kommuner hyrer private firmaer til at bygge nye skoler eller idrætsanlæg, så siger deponerings- og lånereglerne, at kommunerne skal deponere, hvad der svarer til opførelsesudgifterne. Det sker, for at en kommune behandles på samme måde, uanset om den lejer sig ind i en bygning som eksempelvis ved et OPP-projekt, eller om den køber bygningen.
Med kommuneaftalen for 2015 er der afsat en særlig lånepulje på 150 mio. kroner for at fremme offentlige-private samarbejdsprojekter med effektviseringsaspekter. Dertil kommer et restbeløb på 10 mio. kroner for 2014.
Økonomi- og Indenrigsministeriet kan give kommunerne dispensation fra deponerings- og lånereglerne til projekter, hvor kommunerne kan se, at de kan få mere for pengene ved at indgå et samarbejde om bygningernes opførelse og drift.
Kommunerne har kunnet søge om dispensation, og de fem kommuner har nu fået dispensationer for i alt 160 mio. kroner.
- Gevinsterne er mange, når private virksomheder og offentlige institutioner samarbejder. Man kan både bruge hinanden til at få nye idéer til, hvordan man bedst løser opgaverne på skoler, vuggestuer og i idrætsanlæg, og samtidig er man sammen om at sætte projekter i søen og på den måde skabe arbejdspladser og vækst. Derfor skal vi sikre gode rammer for samarbejdet mellem det offentlige og det private. Jeg er glad for, at vi med denne pulje hjælper kommunerne i deres samarbejde med private firmaer om effektive løsninger, som giver velfærd til borgerne, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) i en pressemeddelelse.