Fremtiden er mere energieffektiv
CO2-besparende energibyggeri handler også om æstetik. Det er tydeligt ved årets nominerede til in-situ prisen
Alle har de kombineret lavenergibyggeri, solceller og en markant co2-reducerende facade- og tagteknologi med in-situ støbt beton det vil sige beton støbt på stedet og de er alle nominerede til In-situ Prisen 2015.
- De tre byggerier er både funktionelle og elegante løsninger, som spænder vidt og præsenterer in-situ betonens formbarhed og smukke finish, mener formand for bedømmelseskomitéen, Jesper Gottlieb fra Gottlieb Paludan Architects.
Han tilføjer, at løsningerne samtidigt viser, at in-situ betonens fordele gælder, hvad enten vi taler om bygning eller landskab.
Det sidste mærkes tydeligt ved den "Hvide Rambla" i Bagsværd - en gigantisk 100 meter lang betonplade, der som en svungen sti, fører op til Novo Nordisks nye hovedsæde.
Den har skiftevis glittede felter, organiske bugtninger og dobbeltkrumme kanter. Bag ramblaen står SLA Landskabsarkitekter med MT Højgaard som entreprenør. Svævende arkitektur I transportvirksomheden DSVs hovedkvarter i Hedehusene får den svungne in-situ støbte receptionsskranke følgeskab af siddemøbler, store plantekummer og en næsten svævende skillevæg, ligeledes støbt på stedet. Designet står PLH Arkitekter for, mens DS Stålkonstruktion er entreprenør.
I uddannelses- og erhvervscentret Navitas på Aarhus Havn spejler det blankslebne, støbte betongulv de in-situ støbte vægflader og 1,5 meter høje, støbte bjælker, der ligeledes fungerer som svævende vægge. Skitserende er Kjær & Richter og Christensen & Co. med A. Enggaard som entreprenør.